Danskerne fik knuste hjerter og tømte lommer i stor stil sidste år.
Ifølge en opgørelse fra Finans Danmark hev internet-kriminelle i alt 21 millioner kroner ud af forelskede danskers pengepung i 2022.
Den såkaldte kærlighedssvindel er fundet sted ved, at kriminelle opbygger et kærlighedsforhold til deres ofre online, for eksempel gennem datingsider eller sociale medier, hvorefter de lokker ofrene til at sende dem penge.
Derfor opfordrer Finans Danmark nu danskerne til at have paraderne oppe - for de kriminelle er troværdige i deres svindel.
'Det er ikke alle mennesker, der har gode intentioner, selvom man selv har det. Og det kan sagtens være svindel, selvom det virker troværdigt og ægte. De kriminelle er desværre dygtige, udtaler digitaliseringsdirektør Michael Busk-Jepsen i en pressemeddelelse.
Rådet fortsætter:
'Så paraderne skal op, og vær særligt opmærksom på pengeanmodninger. Send aldrig penge, kortoplysninger, kontooplysninger eller kopier af personlige dokumenter. Og del ikke kompromitterende informationer, der senere kan blive brugt til at afpresse dig'.
26,4 millioner fanget
Ifølge Finans Danmark - der er interesseorganisation for finanssektoren - kunne det på trods af det høje millionbeløb være gået endnu værre.
I pressemeddelelsen lyder det nemlig, at bankerne sidste år bremsede hele 26,4 millioner kroner i sager om kærlighedssvindel.
Derfor opfordrer digitaliseringsdirektør Michael Busk-Jepsen og danskerne til at kontakte banken, hvis de bliver ofre for den manipulerende kriminalitet.
'Bankerne gør alt, hvad de kan, for at bremse kriminalitet. De kan bremse endnu mere, hvis de hurtigt får besked, når en kunde er havnet i klørene på en kærlighedssvindler. Så mit råd er: Hvis det ulykkelige skulle ske, og du får overført penge til nogen, der ikke skulle have haft dem, så kontakt din bank så hurtigt som muligt', lyder opfordringen fra Finans Danmark.
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan Mette i seks uger skrev i døgndrift med en belgisk mand, der var alenefar og havde eget firma - troede hun. Læs den historie her.