Familie-tragedie: Far omkommet i brand

Familietragedie i Vejen - far omkommet - mor og to børn indlagt

Foto:
Elo Christoffersen/newsbreak.dk
Foto: Elo Christoffersen/newsbreak.dk

Ved du noget eller har du billeder? Mail til 1224@eb.dk eller send en SMS/MMS til 1224 (almindelig takst)

En 30-årig far er omkommet i en brand i en etage-ejendom på Lærkevej i Vejen.

Tre andre er kvæstede under branden i ejendommen.

Der er tale om en 29-årig mor og to børn. Familien boede  i den nu udbrændte lejlighed.

Reddet ud af røgdykkere
Moderen er indlagt på sygehus i Kolding. Børnene på tre og fire år er fløjet til Rigshospitalet i København, hvor de er under behandling.

Børnene blev reddet ud af lejligheden af røgdykkere.

- Den omkomne er en mand. Men mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, lyder det fra Lars Bjerregaard, leder af lokalpolitiet i Vejen.

Årsagen skal undersøges
Branden blev opdaget klokken 05.22 tirsdag morgen.

Politiets teknikere undersøger tirsdag formiddag brandstedet for at finde ud af, hvad der udløste den tragiske brand.

- Har I mistanke om, at der er foregået noget kriminelt?

- Det kan jeg slet ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Det er blandt andet det, som vi skal undersøge.

Ikke sige mere
Lars Bjerregaard ønsker ikke at sige noget nærmere om identiteten på den dræbte eller de indlagte.

- Er der tale om danskere eller personer fra udlandet?

- Det kan jeg ikke udtale mig om for øjeblikket. Vi er meget tidligt i forløbet og de pårørende skal underrettes, siger lederen af lokalpolitiet til Ekstra Bladet.

Tretten personer måtte evakueres under branden.