Det kræver mod ene mand at bekæmpe fem røvere, der blandt andet er bevæbnet med macheter, baseball-bats og golfkøller. Men det mod fandt den 55-årige englænder David Pugh frem, da han for ganske få dage siden midt om natten blev overrasket af fem røvere, der trængte ind i hans hus i området Midlands i det centrale England.
David Pugh lå faktisk og sov, da de bevæbnede indbrudstyve kl. ca. 03.00 om natten trængte ind i huset ved at smadre en dør. Han vågnede ved den høje lyd og gik straks ned for at se, hvad der skete. Både hans 17-årige søn og hans Rottweiler-hvalp Zeus befandt sig nemlig også i huset. Og dem ville David Pugh forsvare til sidste blodsdråbe.
- Da jeg kom ud af min seng kun iført underbukser og nærmede mig døren, blev den sparket ind. Og det vrimlede ind med 4-5 bevæbnede røvere iført elefanthuer. Mændene skreg: Hvor er pengene. Giv os dine penge.
- Jeg gik straks til angreb på to af dem. Og det udviklede sig til et vildt slagsmål. Jeg smed blandt en aftershave-flaske og nogle stole efter dem. Jeg blev konstant ramt i hovedet. De var bevæbnet med både en machete, et baseball bat og en golfkølle, fortæller David.
Det skriver både BBC og Daily Mail
En af grundene til, at den 55-årige David Pugh kom så relativt godt ud af den voldsomme slåskamp og oven i købet fik røverne til at flygte fra stedet tomhændet, skyldes, at han er ganske god til den israelske kampsport 'Krav Maga'. Og han mener selv, at kamp-instinkterne tog over, da røverne væltede ind i hans hus.
- Jeg forsøgte hele tiden at komme hen til min søns værelse, men jeg havde så mange sår i mit hoved, at jeg var smurt totalt ind i blod. Jeg tror selv, at røverne flygtede fra stedet, fordi de måske tænkte, at de var gået lidt for langt. Måske troede de, at de havde slået mig halvt ihjel. Set i det perspektiv har jeg måske været heldig.
David Pugh fortæller, at hans 17-årige søn her et par dage efter den voldsomme begivenhed er meget traumatiseret over oplevelsen, og at sønnen har svært ved at sove. Rottwieiler-hvalpen Zeus fik også en voldsom flænge i hovedet i forbindelse med røvernes voldelige angreb. Den blev fuldstændigt desorienteret og faldt i en nærliggende kanal.
En talsmand fra politiet i West Midlands har udtalt følgende i sagen:
- Politiet blev tilkaldt kl. 03.09 til et indbrud på adresse i Catherine de Barnes, efter at en gruppe mænd havde trængt ind i et privat hjem og angrebet beboerne. Politiet ankom 8 minutter efter 999-opkaldet. Vi har talt med naboer samt undersøgt overvågnings-kameraer, og netop nu er vi blandt ved at undersøge DNA-spor i sagen.
Den 55-årige David Pugh brækkede næsen og fik flere alvorlige flænger i sit hoved i forbindelse med det voldsomme slagsmål.