En uge efter, at 17-årige Emilie Meng pludselig forsvandt sporløst efter en bytur med veninderne, har hendes fætter, Robin Witzner, på vegne af hele familien lagt en hjerteskærende besked på Facebook.
Politiet går fra dør til dør i håb om at finde Emilie
I beskeden, som fætteren både har delt på sin egen facebookside og på gruppen ’Eftersøgningen af Emilie Meng', skriver han om livet som teenager, om gud, og om hans forsvundne kusines forestående 18-års fødselsdag, som falder præcis tre uger efter hendes forsvinden.
Politiet takker frivillige i sagen om forsvundne Emilie
Se familiens besked her:
'Kære Emilie
Livet som teenager er ikke altid nemt. Der vil være lektier der skal laves, aftaler der skal overholdes, venskaber der skal plejes, og samtidig skal der være plads til indimellem at have diskussion med mor, far eller søskende.
Jeg husker selv første gang, jeg var utilfreds og løb væk hjemmefra. Jeg har nok ikke været så gammel, for jeg havde pakket absolut ingenting i rygsækken, jeg havde med. Jeg forsøgte bare at være stædig i håb om, jeg ville blive stoppet på vej ud ad døren. Jeg nåede akkurat lige at ligge ude i forhaven på en bænk i en halv time, før jeg pænt måtte gå op, banke på og komme med en undskyldning.
Kære Emilie
Dengang jeg blev konfirmeret, pjækkede jeg altid fra timerne i kirken. På én eller anden måde fik jeg altid charmet mig til et "tilstedeværende kryds", selvom jeg var der 2 ud af 10 gange.
Jeg har aldrig nogensinde været troende, men Emilie, for første gang nogensinde har jeg bedt til Gud. Jeg ved ikke, hvor du befinder dig. Jeg ved ikke, om du er løbet væk for at få et pusterum fra dagligdagen. Men jeg håber inderligt, at du sidder ét eller andet sted, overvejende om snart at komme hjem.
Kære Emilie
Jeg savner dig rigtig meget. Vi savner dig rigtig meget. Du bliver 18 år her d. 31 juli (det er altid nemt at huske datoen, fordi din moster har fødselsdag samme dag). Du bliver nødt til at komme hjem og fejre det med os andre. Jeg kommer nok ikke til at vinde Masterchef på det, men jeg lover, at så bager jeg en kage!
Kære Emilie
Lige meget hvad der er sket, så er der intet, der er så slemt, at vi ikke kan klare det sammen.
Venner vil komme og gå. Kærester vil blive udskiftet. Men familie vil altid være familie.
Så Emilie, hvis du sidder derude og læser med.. Vær nu sød at komme hjem igen.
Hvis vi bare står sammen, kan vi klare hele verden..
Fra hele din familie
Meng/Witzner/Holck Andersen'