Familiens talsmand afslører: Denne dag troede vi, vi havde fundet Maddie

Et fly blev sat på standby med motoren kørende, da McCann-familien troede, de havde fundet lille Maddie

Madeleine McCann forsvandt fra en ferielejlighed i Praia Da Luz i 2007. Foto: AP
Madeleine McCann forsvandt fra en ferielejlighed i Praia Da Luz i 2007. Foto: AP

Onsdag i næste uge er det præcis ti år siden, at lille Madeleine McCann forsvandt fra en ferielejlighed i Praia da Luz i Portugal kort før sin fire års fødselsdag.

I den dekade, der dermed er passeret siden den britiske pige på mystisk vis forsvandt, har sagen gang på gang trukket internationale overskrifter. For nylig kom en krimi-ekspert med en vild påstand om forsvundne Maddie, og sidste år vakte en ældre mand stor vrede, da han ville slå plat på forsvindings-mysteriet.

Her op til det triste jubilæum for en af de mest omtalte forsvindings-sager i nyere tid, fortæller Clarence Mitchell på vegne af familien til The Telegraph om to episoder, hvor forældrene troede, at de nu ville få deres lille pige hjem igen.

En blond, engelsk-talende pige
Clarence Mitchell er tidligere journalist hos BBC, og arbejdede i første omgang som rådgiver for Kate og Gerry McCann, da han var ansat ved det britiske Udenrigsministerium. Siden har han arbejdet fuld tid sammen med forældreparret, som har svoret, at de aldrig vil opgive kampen om at finde Madeleine McCann.

Til The Telegraph beskriver Clarence Mitchell, hvordan en blond, engelsk-talende pige overbeviste myndighederne om, at hun var Madeleine McCann. Flere detaljer gav politiet stor anledning til at være næsten sikre på, at pigen rent faktisk var lille Maddie.

- Al den information, som kom tilbage til os, pegede kraftigt på, at det kunne være Madeleine, så meget, at et fly blev sat på stand-by med motoren kørende, og ventede på at samle hende op, fortæller Clarence Mitchell.

- Kate og Gerry ventede spændt. På dette punkt havde de lært at være skeptiske og ikke give efter for håbet blot for at få det smadret. De foretrak at vente, til det marokkanske politi havde undersøgt det. Og da det skete, blev det klart, at hun ikke var Madeleine, fortsætter han.

Endnu et vildspor
En anden episode, hvor forældrene havde svært ved at tøjle deres håb, skete et par måneder før episoden med den marokkanske pige. Her var det Clarence Mitchell selv, som klokken tre om natten modtog flere opkald om, at Madeleine McCann befandt sig på en gård i Seville i Spanien. Også her var der flere informationer, der matchede, men det viste sig desværre også at være et vildspor.

Hvis Madeleine McCann viser sig at være i live, fylder hun snart 14 år.

Husker du ’Amerikas Maddie McCann’, der forsvandt fra sit værelse for fem år siden? Hendes lig er nu blevet fundet.