Fan efter kølledrama på station: - Fandme ikke i orden

50-årige Palle Hansen er Brøndby-fan og tager kraftigt afstand fra voldsepisoden på Brøndbyøster Station torsdag eftermiddag

Palle Hansen er Brøndby-fan helt ind til hjertet og tager kraftigt afstand fra voldsepisoden på Brøndbyøster Station. Privatfoto
Palle Hansen er Brøndby-fan helt ind til hjertet og tager kraftigt afstand fra voldsepisoden på Brøndbyøster Station. Privatfoto

Køllebevæbnede Brøndby-hooligans jagtede og slog nogle af en større gruppe Sparta Prag-fans på Brøndbyøster Station torsdag eftermiddag. Dette har fået flere trofaste og loyale Brøndby-fans til at tage kraftigt afstand fra voldsepisoden på stationen.

En af disse er den 50-årige Brøndby-tilhænger Palle Hansen, der gennem de seneste 25 år har støttet klubben fra Vestegnen. Da han hørte om episoden, blev han flov på klubbens vegne.

- Det er fandme ikke i orden. Vi tager til fodbold for stemningen, fællesskabet og grillpølsen på stadion. Det, som de drenge (hooligansene, red.) har lavet, hører ingen steder hjemme. Jeg føler mig flov, fortæller Palle Hansen til Ekstra Bladet.

Ifølge flere øjenvidner tæskede Brøndby-hooligans sig løs på de tjekkiske gæster i cirka tre minutter - både med køller og knytnæveslag, hvilket kommer til stor chok for Palle Hansen.

Det var Ekstra Bladets omtale af sagen, der fik Palle Hansen til at reagere. Derfor kontaktede han bladet.

- De (Sparta Prag-fansene, red.) er gæster hos os. Vi har et ansvar for at behandle dem på en anstændig måde. Det chokerer mig, at man vælger at tæske løs på dem. Man bliver ked af det.

Afslutningsvis påpeger Palle Hansen, at Brøndby IF er andet end slåskampe og ballade.

- Vores navn skal ikke blive sværtet til efter denne episode. Vi er fans, og de er hooligans. Vi tager til fodbolden for sammenholdet, ikke for at slås.

Brøndby spiller torsdag aften Europa League-kamp mod Sparta Prag på Brøndby Stadion, og derfor er de tjekkiske fans til at finde på den københavnske vestegn.