En beboer i Kerteminde må have fået sig noget af en chok, da vedkommende gik et smut i vaskælderen.
I stedet for en klassisk vasketur med Bamseline-pulver og tørresnore, gjorde beboeren sig et chokerende og bemærkelsesværdigt fund.
Det oplyser Fyns politi i døgnrapporten.
- Beboeren går ned for at vaske tøj og finder så to indkøbsposer indeholdende 4-5 krysantemumbomber og 20 kanonslag, oplyser vagtchef hos Fyns Politi Hans Frederiksen.
Fundet blev gjort på Fynshovedvej i Dalby nær Kerteminde, og politiet blev kaldt ud til stedet 18.30 onsdag aften.
- EOD (Ammunitionsrydningstjenesten red.) har taget poserne med tilbage og tager sig af det, hvis det kommer på tale kan de også bruges i efterforskningen, siger vagtchef Hans Frederiksen til Ekstra Bladet.
Politiet har fundet 233 krysantemumbomber i lade
Enke til krysantemum-offer står frem: Hold jer fra dem
Politiet efterforsker fortsat sagen og leder efter mistænkte i sagen.
Rigspolitiet har til Ritzau oplyst, at man fra 1. december til 4. januar har beslaglagt i alt 506 krysantemumbomber - og heraf 471 i forbindelse med konkrete efterforskninger.
I øvrigt blev der i december stjålet godt 1600 krysantemumbomber fra en fyrværker i Nordsjælland.
Hvor farlige krysantemumbomber er i ukyndiges hænder, blev illustreret af to dødsulykker nytårsnat ved Mariager og Hobro. Her mistede tre mænd livet under affyring af bomberne.
Siden har politiet fået meldinger om flere henkastede bomber - for eksempel i en børnehave, ved en strand og i en park.