En voldssigtet 18-årig mand blev over middag varetægtsfængslet i tre uger ved et grundlovsforhør i Odense efter sent fredag aften at være opsporet og anholdt på en adresse i Tranekær på øen Langeland.
Det bekræfter Lars Tvede, vagtchef i Fyns Politi.
Politiet havde i ugens løb efterlyst den unge mand med navn og billede.
Han var mistænkt i en sag om grov vold og ulovlig tvang overfor en 17-årig mand, men har efter politiets opfattelse ikke været farlig for offentligheden.
Kriminaliteten skulle være begået 29. december sidste år på H. C. Ørstedsvej i Rudkøbing.
Rå og brutal vold
Her blev den forurettede efter politiets opfattelse udsat for grov vold og ulovlig tvang med anvendelse af blandt andet en strømpistol og en totenschlæger - et slagvåben, der folder sig ud, når det tages i anvendelse.
To voldssigtede personer på 17 og 21 år blev ved grundlovsforhør 16. januar varetægtsfængslet i fire uger i sagen. Det foregik bag lukkede døre.
Motivet bag overfaldet, der er kategoriseret som særligt rå og farlig vold under straffelovens paragraf 245, har ikke været fremme i offentligheden.
Men Fyns Politi har igennem en periode mistænkt den 18-årige for at have spillet en aktiv rolle i det brutale overfald.