Far fik livstid: Ruskede baby til døde

Seks måneder gamle Oskar blev dræbt, mens drengens mor handlede

Oskar blev kun seks måneder gammel. Hans far fik i dag livsvarigt fængsel for at have dræbt sønnen. (politifoto)
Oskar blev kun seks måneder gammel. Hans far fik i dag livsvarigt fængsel for at have dræbt sønnen. (politifoto)

Oskar var en sund og rask dreng, men han blev kun seks måneder gammel.

I dag blev hans 27-årige far Piotr Sobczyk idømt livsvarigt fængsel ved retten the Old Bailey i London for at have rusket og slået Oskar til døde, mens drengens mor var ude for at handle.

Piotr Sobczyk nægtede sig skyldig, men gav under efterforskningen og retssagen flere forskellige forklaringer på drengens død, som juryen forkastede.

Den 27-årige far skal afsone mindst 16 et halvt års fængsel af livstidsdommen, før han han søge om prøveløsladelse, oplyser Metropolitan Police i London.

Obduktionen viste, at drengen døde af et kraniebrud, som stammede fra vold og ikke fra et uheld, som faderen påstod.

Mærker efter ældre vold
Drengens krop bar også præg af ældre vold, blandt andet havde hans venstre arm tidligere været brækket, og han havde adskillige blodunderløbne mærker.

Faderen startede med at forklare politiet, at han gjorde rent i hjemmet, da han pludseligt opdagede at Oskar ikke trak vejret. Senere forklarede Piotr Sobczyk, at drengen var faldet ned fra en sofa, mens faderen var ude af stuen.

Da faderen blev afhørt under retssagen skiftede han igen forklaring og sagde, at han havde rusket Oskar i forsøget på at genoplive ham.

Cirka klokken 13.45 fredag den 23. januar i år blev der ringet efter en ambulance til familiens hjem til en livløs baby. Ambulancefolkene fandt Oskar bleg og livløs på en sofa. Han havde hjertestop, men blev genoplivet og kørt på hospitalet, hvor han døde tre dage senere uden at være kommet til bevidsthed.

- Vi får aldrig at vide, hvad der præcist skete den dag, for kun Piotr Sobczyk og hans søn var til stede i hjemmet, siger kriminalinspektør Julie Williats i en kommentar til dommen.

Men politiet og anklagemyndigheden mener, at Piotr Sobczyk mistede besindelsen og ruskede og slog drengen, så han pådrog sig kvæstelser, som han ikke kunne overleve.

Forsøgte selvmord
Mens drengen lå døende på hospitalet, forsøgte Piotr Sobczyk at begå selvmord, men han blev reddet og han besøgte ikke sønnen på hospitalet, før han døde. Under den første afhøring hos politiet sagde han blot *ingen kommentarer' til alle spørgsmål.

Under de tekniske undersøgelser af lejligheden fandt politiet Oskars blod på sofaen og flere puder, og der lå vådservietter, som politiet mener, at faderen brugte til at tørre beviser væk inden ambulancen ankom.

På badeværelset blev der fundet en pose cannabis, og den 27-årig røg det jævnligt.

1 af 2 Piotr Sobczyk har skiftet forklaringer flere gange om sønnens død. Han skal afsone mindst 16 et halvt år af livstidsdommen, før han kan søge om prøveløsladelse. (politifoto)
2 af 2 Oskar blev kun seks måneder gammel. Hans far fik i dag livsvarigt fængsel for at have dræbt sønnen. (politifoto)