Far myrdet kort før jul: Vi pakkede gaver ud fra ham

- Jeg husker ikke ret meget fra julen. Men jeg glemmer den aldrig, lyder det fra Jonas, hvis far blev myrdet den 21. december sidste år

Følg Krimi

For Jonas Ellebye og hans familie var julen sidste år - med hans eget udtryk  - 'et bizart mareridt.'

- Jeg husker ikke ret meget fra julen. Men jeg glemmer den aldrig, lyder det fra Jonas.

Hans gamle far, Ernst Ellebye, blev få dage før jul brutalt myrdet i sin lejlighed i Tønder af den 34-årige gymnasielærer Bjørn Frank Jensen.

Gymnasielæreren blev for et par uger siden sendt i spjældet i tolv år for det meget voldsomme og blodige drab.

- Det var forfædeligt. Der var en masse praktiske ting, der skulle arrangeres i forbindelse med hans død. Begravelse, bedemand og skifteretten. Og samtidig skulle vi forsøge at holde en god jul for vores to små døtre, fortæller Jonas.

Julegaverne fra Ernst Ellebye var for længst blevet købt og pakket ind.

- Vi sad og pakkede gaverne ud fra ham. Det var meget, meget svært, fortæller 33-årige Jonas og den 30-årige hustru Maja.

(artiklen fortsætter efter fotoet)

Politiet afspærrede gerningsstedet umiddelbart efter drabet. (Foto: Claus Bonnerup)
Politiet afspærrede gerningsstedet umiddelbart efter drabet. (Foto: Claus Bonnerup)

Sidste gang Jonas så sin elskede far i live var i begyndelsen af december.

- Han havde besøgt os og jeg kørte ham hjem. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at det var sidste gang, at jeg skulle se ham i live. Og at han skulle blive offer for et drab.

Far var jordens fredeligste og elskelige menneske, siger Jonas.

Derfor kom det også som et chok for Jonas og Maja, da politiet midt om natten ringede på døren og fortalte, hvad der var sket.

- Julen sidste år var forfærdelig og det meste af 2014 har været svært at komme igennem. Vi vidste godt, at far var blevet myrdet under meget voldsomme omstændigheder. Men politiet bad os om ikke at sige noget om det til pressen.

Derfor kom det lidt til at fremstå i pressen, som om de to mænd var lige gode om det. Og det havde jeg det rigtig svært med.

(artiklen fortsætter efter fotoet)

Jonas Ellebye havde aldrig øjenkontakt med faderens drabsmand i retten. (Foto: Claus Jessen).
Jonas Ellebye havde aldrig øjenkontakt med faderens drabsmand i retten. (Foto: Claus Jessen).
 

Jonas arbejder som mekaniker på et autoværksted i Tønder. Først efter at  Bjørn Frank Jensen var blevet dømt for mordet, kom flere af kunderne hen til Jonas og talte om sagen.

- De har ikke sagt et ord tidligere til mig om drabet. De har vel tænkt, at min far selv har haft en del af skylden, for en veluddannet gymnasielærer optræder da ikke så brutalt.

Heldigvis kom alt frem om drabsmandens brutalitet i retten. Det har været en stor trøst for Maja og mig.

Et chok at se morderen
Maja og  Jonas valgte at følge alle retsmøder i retten i Sønderborg.

- Det var et chok for mig at se min fars morder. Det var utroligt svært at se på hans ligegyldige holdning. Han var hverken varm eller kold. Han sad bare og stirrede ud i luften. To gange under retsmødet fik han mulighed for at sige noget, hvis han havde lyst.

Men han forblev tavs. På en måde er jeg glad for, at han ikke sagde noget. Jeg fik hver gang en klump i maven. Tænk hvis han sagde noget. Hvordan skulle jeg forholde mig til det, siger Jonas.

(artiklen fortsætter under dette foto)

Bjørn Frank Jensen har anket dommen på de tolv års fængsel (Foto: Facebook).
Bjørn Frank Jensen har anket dommen på de tolv års fængsel (Foto: Facebook).
 

Kun på et  tidspunkt viste Bjørn Frank Jensen følelser under retssagen mod ham.

- Det var da retten fjernede navne-forbudet, så alle nu kunne se, hvem han var. Da udbrød han: 'Fandens også.' Det var tydeligt, at manden kun tænkte på sig selv.

For Maja og Jonas var retsmøderne meget hårde at komme igennem. Ikke mindst retsmedicinerens forklaring var svær at høre på. For her kom alle detaljerne om Ernst Ellebyes skader frem.

Fremragende politiarbejde
Ernst Ellebye havde over 50 større eller mindre skader og stiksår under den voldsomme kamp i hans entre, der opstod, da Bjørn Frank Jensen trængte ind. Den fulde gymnasielærer tog fejl af lejlighederne og gik til angreb på den 74-årige mand, som blev dræbt med et dybt stik gennem kraniet med en bajonet.

- Det var svært at høre detaljerne. Men omvendt gav det også overblik og klarhed og det fjernede også vores mange forestillinger om, hvad der var hændt, fortæller Maja.

For Jonas Ellebye har det betydet meget, at politiet arbejdede så grundigt med sagen fra første færd.

- Det er tydeligt, at politiet i Esbjerg virkelig har arbejdet seriøst. De har lavet et fremragende og stort stykke politiarbejde. Og anklageren var meget dygtig i retten. Ingen var i tvivl om, at drabsmanden var den overlegne og mest brutale fra det øjeblik, han kom ind i lejligheden, fastslår Jonas.

 

Bjørn Frank Jensen havde været til en våd julefrokost på gymnasiet i Tønder inden han begik det blodige drab. (Foto: Claus Bonnerup)
Bjørn Frank Jensen havde været til en våd julefrokost på gymnasiet i Tønder inden han begik det blodige drab. (Foto: Claus Bonnerup)

- Har du lyst til at sige noget til Bjørn Frank Jensen?

- Nej, overhovedet ikke. Han skal bare skamme sig over det, han har gjort. Han har taget et andet menneskets liv. Selv kan stadig nå at komme ud og få et fornuftigt liv. Han læser vel bare videre i den tid, han sidder indespærret.

Vores øjne mødtes aldrig i retten. Og det har jeg det godt med.

Nu kan vi glæde os igen
Far rejste fra København til Tønder for at komme væk fra kriminaliteten i storbyen og for at være sammen med Alberte og Dicte, der nu er fire og to år. Det er meningsløst, at han skulle dø på denne måde.

Nu er dommen faldet og her i familien kan vi sætte et punktum og komme videre, selv om vi stadig savner min far. Alberte spørger stadig efter ham.

Men vi er heldigvis kommet derhen nu, hvor vi også kan glæde os. Jeg ved, at vi får en dejlig jul sammen med min mor, som kommer i år.

Jeg har lang juleferie og næste år vil vi kun se fremad...

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner endnu en katastrofe

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+