Far om reality-deltagers sidste ord: 'Ikke fem potter pis værd'

Henrik Matthiassen er rystet over, at straffen i sagen om hans søns død kun er tre år

Jens Porsmose Kristensen fotograferet i 2011, da han var med i 'Robinson Ekspeditionen' Foto: Jakob Jørgensen
Jens Porsmose Kristensen fotograferet i 2011, da han var med i 'Robinson Ekspeditionen' Foto: Jakob Jørgensen

RETTEN I HJØRRING (Ekstra Bladet): Faderen til afdøde Mathis Matthiassen er rystet over, at Jens Kristensen har fået tre års fængsel. Det er slet ikke nok.

- Vi er tilfredse med, at han bliver dømt for alle tre forhold, men ikke med at han slipper med tre år. Det ryster mig stadig. Så er det jo lige før, at kriminalitet betaler sig. Det er en plet på det danske retssystem, at det kan lade sig gøre, siger faderen Henrik Matthiassen efter dommen til Ekstra Bladet.

15-årigs forfærdelige død: Nu er tidligere realitydeltager dømt

Mathis Sheraton Matthiassen blev fundet død helt alene på asfalten ved boldbanerne mindre end 500 meter fra sit hjem. Privatfoto
Mathis Sheraton Matthiassen blev fundet død helt alene på asfalten ved boldbanerne mindre end 500 meter fra sit hjem. Privatfoto
 

Tævede og kvalte Mathis
Den 33-årige tidligere reality-deltager Jens Kristensen - tidligere Jens Porsmose Kristensen - er blevet idømt tre års fængsel for at udsætte den 15-årige dreng for grov vold, for at bringe ham i en hjælpeløs tilstand og for at efterlade ham i den tilstand på en øde parkeringsplads, hvor den 15-årige var stort set sikker på ikke at få hjælp og endte med at dø.

Derudover er Jens Kristensen dømt for besiddelse af narko med henblik på videreoverdragelse.

Henrik Matthiassen er uforstående overfor, at retssystemet ikke udnytter strafferammen. Alene Straffelovens paragraf 250 om at hensætte og efterlade en person i hjælpeløs tilstand kan give en straf på op til otte års fængsel. Foto: René Schütze
Henrik Matthiassen er uforstående overfor, at retssystemet ikke udnytter strafferammen. Alene Straffelovens paragraf 250 om at hensætte og efterlade en person i hjælpeløs tilstand kan give en straf på op til otte års fængsel. Foto: René Schütze
 

Under hele retssagen har Henrik Matthiassen og Mathis’ mor Saranya Sheraton siddet helt stille på tilhørerpladserne og fulgt gennemgangen af deres søns sidste timer.

Tiltalt i Mathis-sagen: Jeg er oprigtigt ked af det

Rystet over strafniveau
Men da anklageren under sin procedure fredag sammenlignede sagen med andre domme og strafudmålinger – blandt andet en på fire måneders fængsel – lød der spontant et fnys fra faderen, og Mathis’ familie og venner kiggede helt uforstående rundt på hinanden.

- Da vi kom i morges, troede jeg han skulle have seks eller otte år, når man ser på strafferammerne for de forhold, han var tiltalt for.  Det rystede mig virkelig, at vi var så langt nede. Jeg kan slet ikke se sammenligningsgrundlaget med en dom på fire måneder, og jeg er rystet over, at anklageren ikke samlet krævede mere.

Før dommen fik Jens Kristensen mulighed for at komme med en sidste bemærkning. Her tog han ordet og kondolerede over for familien.  Han sagde, som han hele tiden har sagt, at han erkender at han efterlod Mathis Matthiassen, men han ville ikke erkende, at han har tvunget nogen til noget.

Vi skal hjem til Alex
- Gjorde de ting, Jens Kristensen sagde, indtryk på dig?

- Egentlig ikke. Hvis han fra starten var kommet ind og havde sagt undskyld og stået ved, hvad han har gjort, så kunne vi måske have tacklet det på en anden måde. Men en mand, der er så kold og kynisk, som hele vejen igennem ikke kan huske, hvad han selv har lavet og bagefter prøver at redde sit eget skind på den måde, det kan jeg ikke bruge til noget.

- Den undskyldning er ikke fem potter pis værd, siger faderen.

- Hvad skal I nu?

- Nu skal vi hjem og tygge på det og slappe lidt af.

- Vi skal hjem til Alex, siger faderen, og for første gang krakelerer det uforsonende ydre. Ved tanken om Mathis’ lillebror.

- Hvad tror du, han vil sige?

- Det ved jeg ikke, starter Henrik og holder en lille pause, som om han prøver at holde tårerne i skak. Øjnene bliver våde.

- Jeg tror han vil være glad for, at han er dømt … det er såmænd det.