Far tiltalt: Mishandlede og voldtog sin lille datter

51-årig blev anholdt i Spanien og udleveret. Nu skal han for retten

Far tiltalt: Mishandlede og voldtog sin lille datter

Spansk Politi offentliggjorde denne video, som viste anholdelsen af den nu 51-årige far i Spanien. Politivideo

Gennem fire år blev en lille pige gentagne gange udsat for voldtægter og grov vold af sin far. Pigen var mellem fem og ni år gammel, da voldtægterne skete.

Det mener anklagemyndigheden ved Fyns politi, der har rejst tiltale mod den 51-årige far for at have voldtaget sin biologiske datter cirka 10 gange i perioden fra 2006 til 2010.

Han nægter sig skyldig i sagen, der starter 2. juni ved Retten i Svendborg.

Sagen er rejst som nævningesag, fordi anklager Jacob Thaarup går efter mere end fire års fængsel, men den 51-årige har selv fravalgt nævninger.

Den 51-årige er islandsk statsborger, mens datteren er dansk. En række af de påstående forbrydelser skete på Island i en skov og i en parkeret bil, mens andre voldtægter skete i et sommerhus på Fyn. Når hun gjorde modstand holdt faren hende fast i hænderne, lyder tiltalen.

I forbindelse med voldtægterne blev pigen også udsat for mishandling, idet faderen, ifølge tiltalen, skal have slået og sparket datteren på kroppen og i hovedet og slået hende med skeer og en kagerulle. Han holdt så hårdt i hendes arme, at hun fik blå mærker, og en gang skubbede han hende hårdt op ad et træ og en gang skubbede han hende ned i jorden.

Anholdt i Spanien
Sagen blev først anmeldt til politiet i december 2018, da pigen havde betroet sig om, hvad der var sket i hendes barndom. Hun er i dag 20 år.

Faderen var på det tidspunkt flyttet til Spanien, og Fyns politi fik ham varetægtsfængslet ’in absentia’ og efterlyst. Han blev anholdt i Benissa, Alicante, i oktober sidste år og udleveret til Danmark i december. Han har siddet varetægtsfængslet lige siden.

På grund af de mange år der er gået siden de påståede forbrydelser skete, bygger bevisførelsen i sagen på pigens forklaringer og vidner.

Retten i Svendborg har afsat seks dage, fordi alle forklaringer skal tolkes til islandsk. Dom ventes 17. juni.