Farvel kørekort - igen: Ræsede gennem by i Porsche

Vanvidsbilist har mistet kørekortet for anden gang

Han skulle bare skynde sig hjem og havde derfor 'trådt lidt ekstra' på speederen.

Sådan lød forklaringen fra en 35-årig bilist, da han drønede forbi en politipatrulje på Silkeborgvej i Aarhus med en hastighed, der blev målt til mindst 115 kilometer i timen.

På en strækning, hvor man vel at mærke kun må køre 50 kilometer i timen. Dermed er der i politiets øjne tale om vanvidskørsel, fordi der er tale om en overskridelse på mere end 100 procent.

Må ikke køre bil i et år
Betjentene indhentede Porschen, fik manden til at køre ind til siden og inddrog hans kørekort, så manden måtte finde en alternativ vej hjem.

Når der er tale om en fartoverskridelse på 100 procent, gælder frakendelsen nemlig med det samme. Samtidig har den 35-årige næsten lige fået kørekortet tilbage, efter at han tidligere har mistet kortet. Derfor blev straffen fordoblet, og han må nu ikke køre bil det næste år.

Til gengæld blev bilen ikke beslaglagt. Ifølge Østjyllands Politis pressetalsmand vurderede politiet ikke, at der var hjemmel til det, da bilen, som manden kørte i, var leaset.

Den 35-årige kan se frem til en bøde på 6000 kroner.

Flere klip i kortet
Porschen blev opdaget på en rutinemæssig færdselskontrol fredag. Fra klokken 17 til 18.30 blev der uddelt to klip i kørekortet til bilister.

Da betjentene efter en pause stillede sig klar igen ved 21-tiden, kom der først en bilist med en fart på 98 kilometer i timen, som blev sigtet og fik en betinget frakendelse af kørekortet.

Få minutter senere susede Porschen forbi.