Fem fængslet i terrorsag: Mistænkes for at have støttet IS

Seks mænd er sigtet for enten at have tilsluttet sig IS eller have finansieret den militante organisation

Seks personer mellem 27 og 35 år er anholdt og sigtet for enten at have tilsluttet sig den militante organisation IS eller at have sendt penge til den (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Seks personer mellem 27 og 35 år er anholdt og sigtet for enten at have tilsluttet sig den militante organisation IS eller at have sendt penge til den (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Seks mænd blev tirsdag anholdt på adresser i Aarhus og København i en sag om tilslutning til og finansiering af den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

Fem af de seks har tirsdag været for en dommer ved Retten i Aarhus, der ud på aftenen har afgjort, at de skal varetægtsfængsles i fire uger.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

De seks mænd er i alderen 27-35 år.

Politiaktionen tirsdag morgen skete i samarbejde mellem Østjyllands Politi, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Københavns Politi.

To af de anholdte er en 29-årig mand fra Aarhus-området og en 30-årig mand med bopæl i København. De sigtes for at have rejst ind i Syrien i sommeren 2014, hvor de ifølge politiet lod sig hverve af IS.

Den 29-årige er desuden sigtet for igen i foråret 2015 at have forsøgt at rejse ind i Syrien.

Fem af de anholdte - herunder den 29-årige - er sigtet for finansiering af terror efter straffelovens paragraf 114.

Den 29-årige har ifølge politiet overført 203.000 kroner til den militante organisation i perioden 2013-2017, hvor han boede i Aarhus. Det skriver TV2 Østjylland.

Ifølge politiet har den 29-årige brugt de øvrige sigtede som mellemmænd. De har på hans opfordring overført beløb mellem 12.900 og 47.000 kroner til personer med tilknytning til organisationen, påstås det.

Pengene skulle være overført til blandt andre en dansk formodet syrienkriger, der i december blev varetægtsfængslet for blandt andet at have billiget terror.

Han nægtede sig dengang skyldig i alle anklager, undtagen at have opholdt sig i al-Raqqa-distriktet i Syrien.

Den varetægtsfængslede mand har Mette Grith Stage som forsvarer, og hun har derfor sendt en medarbejder til retten for at overvære retsmødet.

Det har ikke været muligt for offentligheden at overvære hele retsmødet, da dommeren har valgt at lukke dørene for offentligheden.

Det er sket, på trods af at forsvarsadvokat Jan Schneider ifølge Jyllands-Posten har protesteret mod dørlukningen og blandt andet henvist til, at sagen omhandler 'ældgamle forhold'.

Ifølge avisen nægtede mindst to af de sigtede sig skyldige i anklagerne mod dem.

Men dommeren har fundet grundlag for at fængsle alle fem mænd i fire uger. Tre af dem har kæret kendelsen om varetægtsfængsling, og dermed skal Vestre Landsret tage stilling til, hvorvidt de skal fængsles.

De to resterende overvejer, om også de vil kære.