Fem klatrere fundet døde i de østrigske alper

En ulykke tæt på Salzburg har søndag morgen kostet fem klatrere livet

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Fem klatrere er søndag fundet døde i Østrig efter en ulykke i Zillertal-alperne i nærheden af Salzburg.

Det skriver flere østrigske medier. Herunder Salzburger Nachrichen.

Ulykken er sket søndag morgen på bjerget Gabler (3263 meter) i regionen Krimml, som er populært blandt alpinister. De første meldinger fra ulykkesstedet, som er cirka i 2000 meters højde, tyder på, at gruppen af klatrere sandsynligvis er faldet i et hul i en gletsjer.

Redningsarbejdere meddeler, at der er fundet en overlevende, men svært kvæstet klatrer, som dog er i stabil tilstand. Den tilskadekomne mand er fløjet i redningshelikopter til behandling på hospitalet i Salzburg.

Det menes, at de i alt seks klatrere har brugt det samme reb, og at de er faldet ned sammen.

Fem helikoptere er blevet brugt i bjærgningen ved ulykkesstedet, som det ikke var let at komme frem til.

- Det er et område, hvor der ligger mange sten og klippestykker i vejen, siger Martin Reichholf fra politiet i Zell am See til Salzburger Nachrichten.

Det er ifølge Reichholf endnu for tidligt at sige, om et stenskred kan have været med til at forårsage ulykken.

- Det er ren spekulation, siger Martin Reichholf.

De dræbtes navne og nationaliteter er endnu ikke blevet frigivet, oplyser de østrigske myndigheder.