Fem mænd anholdt i stor aktion efter champagnetyveri

Fem personer er anholdt efter milliontyveri af vin sidste år

I november sidste år var der indbrud hos vinhandler i Kokkedal. Nu er fem anholdt. Foto: Foto: Per Østergaard
I november sidste år var der indbrud hos vinhandler i Kokkedal. Nu er fem anholdt. Foto: Foto: Per Østergaard

Fem mænd er onsdag formiddag blevet anholdt i en sag om tyveri af champagne for 3,8 millioner kroner.

Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Sagen drejer sig om et indbrud hos FineWines i Kokkedal sidste år, og ejer Per Østergaard fortæller nu til Ekstra Bladet, at han har fået en række af vinene tilbage.

- Det er 100 procent mine flasker, siger han:

- Selvfølgelig var der metervare, men der var også meget specielle flasker, som jeg ikke vil mene, at man finder rundt om hjørnet.

Politiet har i forbindelse med anholdelserne ransaget en række adresser, hvor der blandt andet er fundet champagne, der kædes sammen med et indbrud ved en vinhandler i Kokkedal i november sidste år.

Hamrende glad
- Vi har efterforsket sagen intenst, og i løbet af vores efterforskning fik vi en del interessante personer i kikkerten. Vi vurderede, at det var nødvendigt at anholde de interessante personer samtidig, og derfor havde vi planlagt en større koordineret aktion i dag, og den gik lige efter bogen, så vi er svært tilfredse med arbejdsdagens forløb indtil videre, siger Henrik Sejer, politikommissær, Nordsjællands Politi.

De anholdte er en 27-årig mand fra Ishøj, en 34-årig mand fra Holbæk samt en 27-årig mand og en 40-årig mand fra Køge. De bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag.

I første omgang havde Per Østergaard sine tvivl om, hvorvidt politiet ville bruge ressourcer på opklaringen, men den opfattelse blev hurtigt ændret.

- Ros til politiet. Jeg har haft temmelig meget dialog med den betjent, som har efterforsket sagen. Så min umiddelbare tilgang blev hurtigt gjort - til skamme, siger han:

- Jeg har fået flaskerne, men jeg må ikke røre dem. De er forseglet. Men jeg kan allerede se, at de har fornøjet sig med at drikke dem, eller at de er blevet solgt videre. Men jeg vælger at glæde mig over, at politiet er lykkedes med at finde frem til dem. Jeg er hamrende glad.

Per i chok: - Der er stjålet vin for adskillige millioner

Endnu et vinkup i København: Tyve vidste hvad de skulle tage

Endnu et vinkup i København: Tyve vidste hvad de skulle tage