Det er ikke kun i Danmark, man følger med i skyderiet i shoppingcenteret Field's ved Ørestad i København.
Over hele verden har det danske skyderi været en topnyhed.
På store nyhedssites som britiske Sky News, The Sun og Daily Mirror har historien været tophistorie hele søndag aften.
Tyske Bild og britiske BBC har i lange perioder også haft skyderiet som deres vigtigste historie.
I USA, der desværre også oplever sin del af drabelige skyderier, er sagen helt i top på adskillige af de største nyhedssites.
Og på samme måde er også alle de store skandinaviske medier særdeles optaget af sagen.
Det har foreløbig været sparsomt med oplysninger i sagen, men politiet oplyste søndag aften, at der indløb meldinger om skyderi ved Field's omkring 17.30.
En 22-årig mand blev kort efter skyderiet anholdt tæt på Field's. Ifølge politiet forløb anholdelsen 'udramatisk', men forinden havde den mistænkte ifølge politiet afgivet adskillige skud inde i indkøbscentret.
På et pressemøde natten til mandag oplyste politiet, at i alt tre personer er blevet dræbt. Det drejer sig om en mand i 40'erne og en ung mand og en ung kvinde. Desuden er tre personer i kritisk tilstand.
Politiet beder alle vidner og butiksejere fra Field's og omegn om at kontakte politiet, hvis de har set eller oplevet noget. Især videomateriale er politiet interesseret i at komme i besiddelse af.
Ved du noget, så kontakt Ekstra Bladet på 1224@eb.dk.