Filippinerne giver beboere nær vulkan 24 timer til at evakuere

Hvis de sidste beboere nær vulkanen Taal ikke er ude torsdag morgen, tvinger vi dem, siger politidirektør

Foto: Kester Ragaza/Pacific Press/LightRocket via Getty Images
Foto: Kester Ragaza/Pacific Press/LightRocket via Getty Images

Beboere nær en aktiv vulkan i Filippinerne har onsdag fået 24 timer til at forlade deres hjem, der ligger i en højrisikozone.

Myndighederne advarer samtidig om, at beboere, som ignorerer opfordringen om at lade sig evakuere, ikke skal forvente at få hjælp, hvis de bliver fanget i et farligt udbrud.

Flere end 235.000 mennesker er allerede flygtet fra Taal-vulkanen i provinsen Batangas knap 70 kilometer syd for hovedstaden Manila. Det er sket siden 12. januar, hvor vulkanen begyndte at spy aske, damp og lava.

Nogle af de fordrevne indbyggere vender dog tilbage en gang i mellem for at tjekke deres huse og redde dyr.

Den regionale politidirektør Vicente Danao er irriteret over, at flere beboere bliver ved med at vende tilbage, og at nogle nægter at lade sig evakuere.

- Til de stædige beboere, der sniger sig tilbage til deres hjem, vil jeg sige, at det ikke længere vil være myndighedernes ansvar, hvis I befinder jer i farezonen, når udbruddet sker, siger Vicente Danao til den lokale radiostation DZMM.

- Senest torsdag morgen vil vi tvinge alle til at forlade stedet - selv hvis vi skal trække dem ud.

- Hvis de insisterer på at blive, må de hellere binde sig fast til en lygtepæl, tilføjer han.

Filippinernes Institut for Vulkanologi og Seismologi har opretholdt alarmniveauet for vulkanen Taal på niveau fire. Det er det næsthøjeste niveau.