VED DU NOGET OM SAGEN, SÅ TIP OS PÅ 1224@EB.DK ELLER SMS TIL 1224
En video, der viser et overfald på en ung mand, deles i disse timer på livet løs i forskellige facebookgrupper.
I videoen, som Ekstra Bladet har set, tager en ung mand med anden etnisk herkomst kvælertag på en ung, dansk mand, som også bliver banket ind i en toiletbås.
'Hvem er du, wallah?', siger gerningsmanden, inden han tvinger ofret til at sætte sig på knæ og kysse hans sko. Da det sker, kvitterer han med at sparke ofret i hovedet og true med at 'hente min kniv'.
Det er uvist, hvem der har optaget videoen, men af flere opslag på Facebook fremgår det, at det er gerningsmanden selv, der har delt den. Videoen er blandt andet blevet delt i en facebookgruppe med 7000 medlemmer.
Anmeldt til politiet
Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at sagen er anmeldt til politiet.
- Vi er bekendt med videoen, og vi tager hånd om det, siger kommunikationsrådgiver Helle Lundberg.
Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere. Det er derfor uvist, om der er anholdte i sagen, og hvordan ofret har det.
- Jeg kan hverken be- eller afkræfte sigtelser på identificerbare personer. Det er en verserende sag, siger Helle Lundberg.
Politiet opfordrer til, at man sletter videoen, hvis man er kommet i besiddelse af den.
- Jeg kan kun opfordre til, at folk sletter videoen af hensyn til ofret og ikke sender den videre, lyder det fra kommunikationsrådgiver Helle Lundberg.