Finn mistede en formue: Stein Bagger ændrede mit liv

Selv om det er ni år siden, at Finn Nørbygaard mistede sin formue på grund af Stein Bagger, så spiller storsvindleren stadig en stor rolle i hans liv

Stein Bagger i første interview i otte år: - Derfor svindlede jeg (Foto: Anthon Unger, redigering: Kristian Hansen)

Entertaineren Finn Nørbygaard gik fra at være mangemillionær på papiret med aktier i IT Factory værdisat til næsten en halv milliard kroner til over natten at blive fattig som en kirkerotte og ligge og hyle i fosterstilling i tre måneder.

Hans formue var i overvejende grad bundet op på storsvindleren Stein Baggers fup-forretninger i IT Factory, samtidig med at han belånte formuen i Danske Bank.

Og selv om nedturen efterfølgende var ved at koste ham hans ægteskab, så er han nu så langt, at han kan sige, at Stein Bagger ændrede hans liv.

Faktisk spiller Stein Bagger stadig en stor rolle i Finn Nørbygaards liv.

- For det første krydser jeg fingre for Stein. Bag hver forbryder er der et menneske, og jeg har den holdning, og det kan være, det er, fordi jeg er psykoterapeut, at han også skal have en chance. Han har en mulighed for qua alt det her at få nogle ærlige relationer til andre mennesker, og det krydser jeg fingre for, at han får. Men han skal genopstå som en Stein Bagger version 2, siger han.

Stein Bagger ville være en stor kanon: Derfor svindlede jeg

Finn Nørbygaard har været på ferie, men læste efterfølgende i Ekstra Bladet, at vi fandt den prøveløsladte storsvindler i Sverige.

Ekstra Bladet fandt Stein Bagger i Sverige. Foto: Anthon Unger
Ekstra Bladet fandt Stein Bagger i Sverige. Foto: Anthon Unger

- Kommer det tilbage til dig, når du læser om det?

- Det er alt for langt væk til det. Jeg er kommet videre end det. Og jeg er faktisk også kommet til at tænke på, at Stein er mit held. Det er meget tydeligt. Jeg kan sige det meget koldt ved, at den betydelige foredragsaktivitet, jeg har, ville jeg under ingen omstændigheder have haft, hvis det ikke var for ham, siger han og fortæller, at foredragsrækken har kørt i syv år og hedder 'Rejs dig, kom igen stærkere'.

- Det foredrag er baseret på mine egne oplevelser med Stein Bagger plus det, at jeg qua min seksårige terapeut-uddannelse kan brede det ud, så det generelt handler om, hvordan vi mennesker tackler personlige udfordringer og personlig krisehåndtering. Det kunne jeg ikke have holdt, medmindre jeg havde været igennem det med Stein, siger han og fortæller, at det også gav ham en fornyet energi, da han først rejste sig.

Sandberg og Bagger i krig: Det irriterer mig grænseløst

- Det betyder ikke, at jeg takker Stein Bagger. For det vil jeg ikke takke ham for. Jeg vil bare sige, at det, han udløste hos mig på den lange bane, var, at der også voksede en Finn version 2 op, som på en måde var den gamle Finn, siger han.

Han erkender nemlig på bagkant, at den enorme formue faktisk ikke gjorde noget som helst godt for ham.

- Jeg var ikke verdensmester i at tackle det, da jeg fik at vide, at jeg var 437 millioner kroner værd. Jeg må også gribe i egen barm og bare erkende, og det er lidt pinligt, at der gik sofa i den med de 437 millioner. Jeg følte, at jeg blev stækket kreativitetsmæssigt og produktivitetsmæssigt. Jeg gad ikke rigtigt, siger han og fortsætter:

- Og det er det, jeg har oplevet, og som Stein også har mulighed for, at ud af det der mareridt-Titanic dukker der en arbejdsomhed og kreativitet op, som jeg ikke har oplevet, siden jeg var i 40'erne.