Finsk politi anholder fem terrormistænkte

Fem mænd med sympatier på den yderste højrefløj ville bruge sprængstoffer og våben til terror, mener politi

Efterforskningsleder Toni Sjöblom viste på fredagens pressemøde fotos af våben, som politiet ved en tidligere lejlighed fandt hos nogle af de fem mænd, der nu er varetægtsfængslet for terrorplaner. Foto: Juha Sinisalo/Ritzau Scanpix
Efterforskningsleder Toni Sjöblom viste på fredagens pressemøde fotos af våben, som politiet ved en tidligere lejlighed fandt hos nogle af de fem mænd, der nu er varetægtsfængslet for terrorplaner. Foto: Juha Sinisalo/Ritzau Scanpix
Følg Krimi

Fem mænd er fredag blevet varetægtsfængslet i Finland på mistanke om, at de planlagde en terrorhandling.

Det oplyser finsk politi på et pressemøde fredag aften.

De fem mistænkte beskrives som tilhørende den yderste højrefløj.

- Mændene har ikke været en del af det organiserede højreekstreme miljø i Finland. De har forsøgt at holde sig under radaren, siger Eero Pietilä, der er ekspert ved det finske sikkerhedspoliti, Supo.

Politiet mener, at de fem mænd i hemmelighed har planlagt et terrorangreb med det mål at omstyrte samfundet. Det skriver finske medier ifølge nyhedsbureauet TT.

På nuværende tidspunkt mistænkes de for forberedelse af en terrorhandling og tre andre typer forbrydelser, som har at gøre med den formodede planlagte terrorhandling.

Det drejer sig om våbenbesiddelse, grove tilfælde af tyveri og håndtering af sprængstoffer.

Materiale, som politiet har fundet i forbindelse med anholdelserne tirsdag, 'forstærker indtrykket af, at de er blevet radikaliseret, og giver grund til at mistænke dem for terrorkriminalitet', siger efterforskningsleder Toni Sjöblom ifølge nyhedsbureauet AFP.

Præcis hvad mændene havde planer om at gøre, vil politiet endnu ikke sige noget om.

Politiet mener, at de fem mænd har kontakter til grupper eller personer i udlandet, der går ind for hvidt overherredømme.

Mistankerne mod de fem mænd er ikke helt nye. Allerede for to år siden, i december 2019, ransagede politiet deres hjem og fandt en 'betydelig mængde' skydevåben, ammunition og sprængfarligt materiale.

Politiet har siden haft dem under tæt observation.

Efterforskningen ventes at fortsætte i nogle måneder.

De fem mistænkte er i forvejen kendt af politiet. Tre af dem har i de seneste år afsonet kortere fængselsstraffe for forskellige voldsdomme, rapporterer de finske medier Yle og Hufvudstadsbladet.

Alle fem er finske statsborgere i midten af 20'erne.

De mistænkte blev anholdt tirsdag, oplyser politiet.

Der er ikke nogen akut fare for offentligheden, lyder det fra politiet.

Alle fem bor i eller omkring byen Kankaanpää i det sydvestlige Finland.

Indbyggere i Kankaanpää, der kender nogle af de mistænkte, siger til avisen Helsingin Sanomat, at en af de anholdte er 'skinhead', og at to andre er 'kendt som nynazister', skriver AFP.

Terroranholdelser forekommer yderst sjældent i Finland, der førte sin første terrorsag i 2018. Det var mod en afvist asylansøger, der havde stukket to mennesker ihjel i byen Turku.

I marts meddelte det finske sikkerhedspoliti, Supo, at det ville bevare trusselsniveauet på 'forhøjet', skriver AFP. Det er det næstlaveste på en skala fra 1 til 4.

Politiet advarede i samme forbindelse om, at truslen fra højreorienterede ekstremister er 'mere bekymrende' end i året inden, skriver AFP.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.