Fire-årig dreng død i ulykke

Det blev fatalt for en fire-årig dreng, da en hestevogn forulykkede

En fire-årig dreng døde mandag formiddag i forbindelse med, at en hestevogn med flere passagerer om formiddagen forulykkede på Mandø.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse nærmere om drengens nationalitet. Men der er tale om en udenlandsk turist.

Det er endnu uvist, hvordan ulykken kunne ske.

Ifølge politiets første oplysninger var der ikke tale om nogen alvorlig ulykke. Først efterfølgende stod det klart, at der var en alvorlig tilskadekommen.

Den fire-årige dreng blev erklæret død på stedet af en læge.

Vidner, der har overværet ulykken, bliver på grund af det stigende tidevand samlet på fastlandet, dels for at afgive forklaring, dels i forbindelse med tilbud om psykologbistand efter ulykken.

Ud over akutberedskab har politiet også tilkaldt en bilinspektør som led i efterforskningen af hændelsen.