Fire personer er blevet såret af skud på spillestedet Blå i Oslo natten til søndag, oplyser det norske politi ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Politiet har foreløbig anholdt en enkelt person i forbindelse med hændelsen.
- En mistænkt er anholdt, og vi er rimelig sikre på, at han er involveret i skyderiet. I øjeblikket har vi ingen andre mistænkte i sagen, siger efterforskningsleder André Kråkenes fra politiet i Oslo til avisen VG.
En journalist fra avisen Aftenposten beretter fra gerningsstedet, at den mistænkte blev lagt i håndjern af svært bevæbnet politi, da han forsøgte at komme fra stedet i en taxi. Under aktionen blev han frataget en pistol.
Den amerikanske rapper Kool G Rap spillede på stedet lørdag aften, men det er uvist, om skuddene faldt i forbindelse med hans koncert.
VG meddeler, at skuddene menes at være affyret uden for selve spillestedet.
Tilstanden hos de fire, der er blevet ramt af skud, kendes endnu ikke. Alle er mænd. Tre af mændene er i 20'erne, mens den fjerde er i 30'erne.
- Vi ved ikke noget om tilstanden hos dem foreløbigt. Vi ved heller ikke sikkert, hvem gerningsmændene er. Vi har tjekket flere personer, men intet er bekræftet endnu, sagde operationsleder André Kråkenes fra Oslos politidistrikt tidligere til NTB.
Politiet ved heller ikke, om der er tale om en eller flere gerningsmænd.
- Der er meget arbejde forude. Vi har mange folk på sagen, og vi antager nu, at området ved gerningsstedet er sikkert, og at gerningsmændene har forladt stedet, siger Kråkenes.
Indsatsleder Hanne Nordve siger til NTB, at politiet har fået beskrivelser af gerningsmænd, som man dog ikke vil fremlægge på nuværende tidspunkt. Hun oplyser også, at der er affyret op mod otte skud i alt.