Fireårig pige dræbt af tromle i haven

Tragisk dødsulykke på Midtsjælland søndag eftermiddag

En fireårig pige omkom søndag eftermiddag i en tragisk ulykke i sin families have.

Det oplyser kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard til Ekstra Bladet.

- Hun er blevet kørt over af en cirka to ton tung vejtromle, der blev brugt til at tromle jord i familiens have i forbindelse med et anlægsarbejde, siger han.

Til stede i haven var pigens bror og far, mens moderen ifølge politiet var ude at løbe et ærinde.

Manden, der førte tromlen, er en bekendt af familien.

Den 37-årige er ligesom pigens familie dybt rystet

- Det er så tragisk og forfærdeligt, som det kan være, siger Martin Bjerregaard.

Meldingen om ulykken indløb til Alarmcentralen klokken 16.32.

Da var de tilstedeværende på landejendommen, der ligger mellem Fløjterup og Hejnerup nord for Tureby, på Midtsjælland allerede i færd med at give pigen førstehjælp. Fra Alarmcentralen forsøgte man at vejlede om den rette behandling.

- Senere dukker første ambulance med reddere op. En akutlæge og lægehelikopter kommer til stedet, men det må desværre konstateres, at der ikke var noget at gøre. Alle parter har været dybt dybt berørt af denne her ulykke, siger Martin Bjerregaard.

- Pigen er blevet kørt over og har fået livstruende kvæstelser i så alvorlig grad, at hendes liv ikke stod til at redde.

Ifølge politiets undersøgelser er der der tale om en tragisk ulykke, og det er udelukket, at føreren af tromlen var eksempelvis påvirket af alkohol.

- Familien er fuldstændig knust, og der er blevet iværksat en række støttetiltag, siger Martin Bjerregaard.

Der er tale om psykologisk krisehjælp til samtlige involverede.

Hvad der nøjagtig skete i ulykkesøjeblikket er ikke klarlagt. Omstændighederne undersøges nærmere, men en afhøring af den 37-årige mand har ikke peget på andet, end at han ikke har hverken set eller hørt pigen. Og der er tale om en tragisk ulykke.

Blandt andet af hensyn til familien lukkede politiet søndag aften helt ned med oplysninger til offentligheden om den ulykkelige hændelse.

De pårørende er nu underrettet, og politiets arbejde på ejendommen er afsluttet.