Fisker fik ligdel på krogen: Politiet afsøgte havn

Efter en lystfisker 4. maj fiskede hvad der ligner en lårbensknogle fra et menneske op af Randers Havn, afsøgte politiet onsdag havnen for en savnet person

Video: Per Øxenholt

Efter at en lystfisker 4. maj fik en noget anderledes fangst på krogen, afsøgte Østjyllands Politi onsdag eftermiddag Randers Havn.

Det bekræftede de over for Ekstra Bladet.

- Vi er lige nu til stede i Randers Havn med dykkere. Det er vi, fordi vi har en mistanke til, at en person, vi har eftersøgt, muligvis kan befinde sig i fjorden.

- Jeg kan ikke komme konkret ind på, hvad det er, vi har fundet. Men det er korrekt, at der er blevet fundet en knogle, der gør, at vi mistænker, at der kan være en person i fjorden, vi har savnet, fortalte vagthavende ved Østjylland Politi.

Klokken 15.12 onsdag oplyste politiet yderligere på Twitter, at de havde fundet flere knogler i forbindelse med indsatsen i havnen.

'I forbindelse med søgningen i vandet har dykkerne fundet flere knogler, der kunne stamme fra et menneske. De vil nu blive sendt til nærmere undersøgelser. Vi har ikke yderligere info, før vi har resultaterne af undersøgelserne,' skrev de.

Artiklen fortsætter efter tweetet ...


Onsdag aften var der fortsat ikke kommet nyt om fundet.

Fik knogle på krogen
Ekstra Bladet har været i kontakt med den lystfisker, der 4. maj fiskede knoglen op af Randers Havn.

- Ja, jeg var nede at fiske ved Randers Havn 4. maj for hyggens skyld, fortalte 23-årige Emil Johannessen, der til daglig er kokkeelev.

Men hyggen varede ikke længe, før der var en noget anderledes fangst på krogen.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

En båd blev også sendt på vandet for at scanne området efter eventuelle spor. Foto: Øxenholt Foto
En båd blev også sendt på vandet for at scanne området efter eventuelle spor. Foto: Øxenholt Foto

- Da jeg fik det op af vandet, var det en stor knækket knogle. Jeg sendte et billede til min far af den knækkede knogle, der sagde, at jeg burde kontakte politiet, så det gjorde jeg.

- Det var selvfølgelig en lidt speciel oplevelse, men jeg er okay. Nu håber jeg bare, at det måske kan give afklaring for nogle pårørende, fortalte Emil Johannessen.

Hos Østjyllands Politi kunne de onsdag eftermiddag ikke komme nærmere ind på, hvem de eftersøgte i Randers Havn.

- Hvis vi finder noget, så skal de pårørende selvfølgelig have besked først. Så lige nu kan jeg ikke fortælle mere, fortalte vagthavende ved Østjyllands Politi.

Ekstra Bladet følger sagen ...

Emil Johannesen fik 4. maj en knækket lårbensknogle på krogen, da han fiskede i Randers Havn. Nu afsøger politiet havnen for en savnet person. Foto: Øxenholt Foto
Emil Johannesen fik 4. maj en knækket lårbensknogle på krogen, da han fiskede i Randers Havn. Nu afsøger politiet havnen for en savnet person. Foto: Øxenholt Foto