Flere bilister er fanget i politiets narkofælde

Flere bilister i København er fredag og natten til lørdag blevet sigtet for at have kørt bil i påvirket tilstand

Foto: Finn Frandsen / POLFOTO
Foto: Finn Frandsen / POLFOTO

Vi skal passe på hinanden på vejene, men flere bilister i de københavnske gader udviste ikke samfundssind fredag og natten til lørdag.

Der var både narko og sprut i blodet på flere bilister, mens de kørte rundt i de københavnske stræder natten til lørdag. Det oplyser Thomas Tarpgaard, vagtchef i Københavns Politi.

- Vi forsætter vores indsats mod bilister, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt på vejene. Vi finder desværre ret mange påvirkede efter vi er begyndt at bruge de her narkotester siger han.

I alt blev seks personer fanget af politiet i påvirket tilstand, mens de susede rundt på vejene.

Fart i gaderne
Selvom tiden er til at passe på hinanden, oplever politiet ikke, at det smitter af på vejene. Udover de seks personer, der røg i politiets narko- og alkohol-fælde, udlangede politiet også seks klip til bilister, der havde en lidt for stor trang til hastighed.

En enkelt hvilede foden på speederen i en grad, så han fik en betinget frakendelse af sit kørekort.

Han har kørt minimum over 80 km/t i en 50'er-zone, oplyser vagtchefen til Ekstra Bladet.