Dagen igennem har sørgende forsamlet sig omkring gerningsstedet ved Gildbrovej i Ishøj, hvor den 22-årige Tayfun Kara blev dræbt i en byge af skud.
Han sad i en bil, hvor også hans to kammerater befandt sig. De slap med mindre skader.
Mandag aften var en stor gruppe på omkring et par hundrede mennesker atter samlet på stedet. Gruppen bestod hovedsageligt af yngre og ældre mænd, heriblandt to unge mænd på krykker, der stod stille og kiggede ned i jorden eller med samlede hænder foran det sted, hvor der er lagt blomster til ære for den afdøde, der døde alt for tidligt.
I forbindelse med drabet har tre politikredse i dag simultant annonceret visitationszoner, der foreløbigt kører frem til 30. september.
Københavns Vestegns Politi begrunder visitationszonen med drabet på 22-årige Tayfun Kara.
'Samtidig oprettes der visitationszoner i dele af Københavns Politikreds og Midt- og Vestsjællands Politikreds, fordi politiet vurderer, at der er tale om en konflikt mellem kriminelle grupperinger i dele af det storkøbenhavnske område, skriver de i en pressemeddelelse.
I Midt- og Vestsjællands Politi begrundes visitationszonen med, at der efter politiets vurdering er 'en forøget risiko for, at der i området foretages strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred og velfærd'
'Der er ved vurderingen lagt vægt på, at der efter politiets vurdering aktuelt verserer en voldelig konflikt mellem to kriminelle grupperinger i København og Hundige/Greve, hvilket allerede lokalt har ført til flere voldelige sammenstød, herunder en skudepisode på adressen Over Bølgen i Greve den 11. september 2019, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Maskeret mand skød mod personer i biler
De vurderer, at der er en meget anspændt stemning i området, og at de implicerede grupperinger - og personer med tilknytning til grupperingerne - har adgang til våben.
I Københavns Politi begrundes visitationszonen med en vurdering af, at der er en igangværende konflikt mellem to kriminelle grupperinger.
- Den ene holder til omkring Indre Nørrebro og København NV., og den anden gruppering omkring Hundige i Greve, hvoraf personer med relation dertil bor i Ishøj. Vurderingen er, at konflikten har resulteret i hændelser, hvor der er anvendt skydevåben, siger politidirektør i Københavns Politi, Anne Tønnes, i en pressemeddelelse.