En kortege på cirka 500 rockere fra Hells Angels og støtteklubber samt medlemmer fra de tidligere ærkefjender Bandidos har netop tilbagelagt ruten fra HA's klubhus på Amager til Vestre Kirkegård i Københavns Sydhavn.
Rockerne kommer fra Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig, Finland, Østrig, Holland, Belgien, Letland, Canada og De Kanariske Øer, oplyser Ekstra Bladets reporter på stedet.
De er samlet for at tage afsked med det mangeårige Hells Angels-medlem Kim 'Nifinger' Jensen, som døde før jul.
Artiklen fortsætter under billedet.
Københavns Politi var på forhånd opmærksomme på bisættelsen og oplyste i den forbindelse, at der til politiet var anmeldt kortegekørsel.
- Vi har intet hørt, så alt gik efter planen, som var det en almindelig bisættelse. Ud over der var mange mennesker, siger Henrik Stormer, vagtchef hos Københavns Politi, til Ekstra Bladet efter kortegekørslen.
- Vi er stadig derude med et par motorcykler, men det er lige så meget for at holde øje med trafikken, siger vagtchefen.
Det er ikke usædvanligt, at begravelser og - bisættelser af mangeårige medlemmer af rockerklubber tiltrækker flere hundrede rygmærker.
'Vi bisætter Kim (Jensen, red.) i morgen, og der kommer nok en del for at ære hans minde', skrev HA-veteranen Jørn Jønke Nielsen fredag i en besked til Ekstra Bladet fredag.
Artiklen fortsætter under billedet.
Kim 'Nifinger' Jensen blev dømt til otte års fængsel i forbindelse med skudangrebet i Københavns Lufthavn i Kastrup i marts 1996, hvor et medlem af Bandidos blev dræbt og flere såret. Angrebet var starten på rockerkrigen mellem Hells Angels og Bandidos. Andre HA’ere fik 16 år og fængsel på livstid for drab og drabsforsøg i lufthavnen.
En af dem var HA-rockeren Michael Brokside, der i 2014 blev fundet død efter såkaldt ’inkomplet hængning’ i sin fængselscelle i Politigårdens Fængsel. Dagen forinden var han blevet anholdt i en stor hashsag. Ved den efterfølgende begravelse tog hundredvis af HA-rockere fra flere lande afsked med den afdøde toprocker.
Hells Angels og Bandidos har for længst bilagt stridighederne og har jævnligt deltaget i hinandens begivenheder og kørsler.
Kim Jensen døde efter sygdom.