Flere trafikuheld på E20: Motorvej kortvarigt spærret

Der er tæt trafik fra folk, der skal hjem efter miniferien

Der har været flere trafikuheld på E20 her til eftermiddag, hvor der er mange danskere, der skal mod Sjælland fra Fyn.

Kort før klokken 15 var der et uheld på E20 Østjyske motorvej lige efter Fredericia V i retning mod Fyn.

Højre spor var kortvarigt spærret, men er nu åbnet igen.

Vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi fortæller, at der var tale om to biler, hvor den ene kørte over i den anden. Men der er ingen personskade.

Jakob Riis, vagthavende hos Trafikinformationscentret i Vejdirektoratet, fortæller, at de desuden lige har afsluttet to uheld på Fyn. Et i Middelfart og et i Nørre Aaby, der var meget tæt på hinanden.

Han fortæller, at alle uheldene er forgået i overhalingsporet.

Der er ekstra biler på vejene, fordi miniferien er ved at være slut, men Jakob Riis forventer, at der vil være endnu mere pres på senere, fordi folk lige vil have det sidste ud af den varme weekenddag.