Det blev en usædvanlig travl søndag morgen for en 34-årig narkopåvirket flugtbilist.
Formentlig på grund af alt for høj fart mistede bilisten herredømmet over bilen og nåede både at køre ind i et helleanlæg, videre over en færdselstavle og et sving ud på en en mark, før han stak af fra gerningsstedet i Karise.
Det fremgår af Sydsjællands Politis døgnrapport.
Vidner havde set episoden og kontaktede politiet, men manden var kørt væk, da myndighederne kom frem til ulykkesstedet.
Svært var det dog ikke at finde frem til flugtbilisten, da politiet kunne følge et oliespor hele vejen til gerningsmandens adresse.
'Han virkede noget påvirket, og i mandens bolig fandt politiet da også forskellige former for euforiserende stoffer,' skriver Sydsjællands Politi.
Manden er blevet sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.