Flugtbilist efterlyses: Kvinde kørt ned

En kvindelig fodgænger blev i aftes kørt ned, hvorefter bilisten forsvandt med det samme

En bilist bliver efterlyst af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efter en 23-årig kvindelig fodgænger mandag aften blev påkørt på parkeringspladsen ved Lollands Centret i Maribo.

- Det er to kvinder, der kommer gående i fodgængerfeltet ude foran Netto. Den ene bliver så pludseligt ramt af en bil og kommer halvejs op på kølerhjelmen. Bilisten kan i hvert fald ikke være i tvivl om, at hun bliver ramt, siger vagtchefen.

Hun kommer dog heldigvis ikke alvorligt til skade.

- De er begge meget chokerede, så de har ikke kunnet fortælle så meget. Vi har heller ikke hørt fra nogen vidner, så vi håber, at vi kan finde bilisten på den her måde.

Det eneste signalement, som kvinderne har kunnet give, er, at bilen var en mørkeblå stationcar - muligvis en Volkswagen.