Flugtbilist jaget af politiet - kørte ind i kvinde

En 40-årig mand flygtede fra politiet og fortsatte flugtræs på Christiania - ramte kvinde under flugt

Beboerne på Christiania mødte her til formiddag synet af flere politibetjente, der ledte efter den 40-årige flugtbilist (Arkivbillede).
Beboerne på Christiania mødte her til formiddag synet af flere politibetjente, der ledte efter den 40-årige flugtbilist (Arkivbillede).

Politiet var her til formiddag talstærkt til stede på Christiania, da en 40-årig mandlig bilist var flygtet fra politiet.

Politiet var blevet opmærksom på bilisten ved Amagerbrogade i København. Her slog de bilen op i et register og opdagede, at den 40-årige bilist ikke havde noget kørekort. De prøvede derfor at standse ham, men bilisten nægtede at stoppe og satte i stedet farten op og forsøgte at flygte fra politiet.

Han kørte ind på Christiania og gemte sig fra politiet. Undervejs kørte han i en kvinde og ramte hendes ben. Hun kom dog ikke yderligere til skade og slap for en tur på hospitalet.

- Han kørte ind på Christiania og smed bilen. Derfor var vi ude på området for at finde gerningsmanden, fortæller vagtleder ved Københavns Politi Henrik Svejstrup til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Det har ikke noget med Christiania at gøre, at han ræser derud. Han har ingen relation til stedet. De (beboerne på Christiania, red.) var også rimeligt utilfredse med, at han også kørte for stærkt inde på området.

Flugtbilisten kørte fra politiet kl. 10.11 i formiddag, og selv om politiet har afsøgt området ved Christiania lige siden, er det endnu ikke lykkedes at finde den 40-årige bilist. De har derfor valgt at afslutte eftersøgningen.

- Vi har ikke fået fat på ham, men vi ved godt, hvem han er. Vi ved, hvor vi skal finde ham senere, og så tager vi fat i ham der. Der er ingen grund til at køre rundt i byen efter ham, når vi kan tage ham en anden dag, afslutter Henrik Svejstrup overfor Ekstra Bladet.