RETTEN I AARHUS (Ekstra Bladet): Vanvidsbilisme er en en varm kartoffel i de danske medier, efter at en strammere lovgivning blandt andet har gjort det muligt for politiet at konfiskere en bil på stedet, hvis der forinden har været tale om hasarderet, hensynsløs kørsel.
Det så der i den grad ud til at være tale om, da 20-årige Mohamad Tarek Younes i fredags ifølge politiets sigtelse påkørte og lemlæstede en 31-årig betjent fra Østjyllands Politi.
Trods protester fra både den sigtedes forsvarsadvokat og fra flere repræsentanter fra pressen besluttede dommer Dot Buchtrup dog at lukke dørene for offentligheden, efter at sigtelsen var blevet læst op ved mandagens grundlovsforhør i den fyldte Retssal A i Domhuset i Aarhus.
Både forsvarsadvokat og presse argumenterede ellers med, at sagen har stor interesse i offentligheden efter den omtalte lovstramning, og at åbne døre til grundlovsforhøret ville bidrage til et mere nuanceret billede af, hvad der skete fredag aften omkring klokken 18.30.
Den 20-årige, muskuløse Mohamad Tarek Younes, der tidligere åbent har fortalt om sin hang til vanvidskørsel i flere medier, nægter sig skyldig i den omfattende sigtelse. Hvis han kendes skyldig, risikerer han fængselsstraf, efter at han blev anholdt natten til mandag som afslutning på flere dages intens politijagt.
Omfattende sigtelse
Mohamad Tarek Younes, der virkede rolig i retten, sigtes for vold mod polititjenestemand, forsætlig fareforvoldelse, uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder, flugt fra et færdselsuheld, hærværk af betydeligt omfang og for overtrædelse af flere paragraffer i færdselsloven.
Ifølge politiet kørte Mohamad Tarek Younes først med høj fart frem mod en anden betjent, der måtte springe for livet. I forlængelse af dette fortsatte han i høj fart frem mod krydset ved ydre ringvej i Aarhus V, hvor han så stort på, at der var rødt lys. Det medførte, at han påkørte den 31-årige betjent, der var i færd med at lægge sømmåtter for at stoppe flugtbilisten.
Selvom han havde påkørt betjenten, så hans tilstand stadig er alvorlig nu tre dage efter, fortsatte den 20-årige med mindst 100 kilometer i timen sin flugt på flere villaveje, hvor hastighedsgrænsen er 50 kilometer i timen.
Område med farlig kørsel
Det fremgik af den indledende seance ved grundlovsforhøret, at politiet indtil videre har afhørt 10 vidner i sagen, men at disse afhøringer havde haft en så 'overfladisk karakter', at flere formentlig skal uddybe, hvad de så og oplevede under det hæsblæsende og livsfarlige drama på fire hjul. Påkørslen skete i et område af Aarhus, hvor der i en årrække jævnligt har været eksempler på billister, der kører hensynsløst og hasarderet til fare for sagesløse medtrafikanter.
- Det er en sag med stor bevågenhed, og de vidner, der endnu ikke er afhørt, skal ikke kunne læse i medierne om, hvad der skete, sagde dommer Dot Buchtrup som begrundelse for sin beslutning om at lukke dørene for pressen og offentligheden.
Politidirektør hos Østjyllands Politi, Kirsten Dyrman, lagde i en pressemeddelelse forud for grundlovsforhøret ikke skjul på sin lettelse over, at den formodede flugtbilist nu er i politiets varetægt:
- Vi har hen over weekenden efterforsket intensivt, både med henblik på at få afklaret selve hændelsesforløbet og for at finde frem til den formodede flugtbilist. Vi er derfor meget tilfredse med, at der nu er foretaget anholdelse i sagen, sagde politidirektøren.
Godt en halv time inden anholdelsen af Mohamad Tarek Younes havde den 19-årige mand, som politiet formoder sad som passager i bilen, selv henvendt sig på politigården i Aarhus. Han er foreløbig blot afhørt i sagen, men er ikke sigtet.
Mohamad Tarek Younes blev efter grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger. Han tog forbehold for eventuelt at kære kendelsen til landsretten.