Flugtfange til mor og kæreste: - De er kørt fra mig, vi ses

Flygtet arrestants mor får dagligt besøg af politiet, som glemte den ene af fem fængslede i voldssag

Bagved retsbygningen her luntede en 29-årig varetægtsfængslet ifølge sin mor stille og roligt væk, da politiet havde glemt ham. Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen
Bagved retsbygningen her luntede en 29-årig varetægtsfængslet ifølge sin mor stille og roligt væk, da politiet havde glemt ham. Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen

Politiet jager en undvegen varetægtsarrestant, der - som Ekstra Bladet tidligere tirsdag kunne afsløre - i fredags blev glemt ved Retten i Hillerød.

Det har hans mor efter eget udsagn i højeste grad fået at føle.

- Der har været mellem to og otte betjente hjemme hos mig tre gange om dagen. De bliver ved med at spørge mig om det samme. Jeg ved ikke, hvor han er, og jeg vil ikke vide det, siger den 29-åriges mor til Ekstra Bladet.

Sønnen, som politiet ifølge Ekstra Bladets oplysninger vurderer, har tilknytning til rockerklubben Satudarah, har siden fredag efter klokken 17 været eftersøgt af Nordsjællands Politi.

Samme politikreds havde fremstillet ham i grundlovsforhør i en sag om personfarlig kriminalitet, og dommeren havde kort forinden varetægtsfængslet ham og fire andre i tre uger.

De er kørt fra mig
Manden er dog foreløbig ikke blevet sat bag tremmer, for politiet glemte ham på parkeringspladsen bagved retten.

- Pludselig stod han der med sin kuffert, som hans kæreste havde pakket til ham, så han kunne få den med i Vestre Fængsel, fortæller moderen, der ikke ønsker sit navn frem.

Det er Ekstra Bladet videre afskåret fra at skrive, da hendes søn er beskyttet af et navneforbud. Det gælder også hans 21-årige bror, der er sigtet i samme sag. Han blev i lighed med tre andre fredag fragtet væk fra retten mod forskellige arresthuse, men altså uden storebror.

- De er kørt fra mig, sagde han, fortæller den 49-årige mor fra Nordsjælland.

Hun og de øvrige pårørende - blandt andre sønnernes kærester - forsøgte ifølge moderen at tale ham fra det.

- Det er for dumt det der, sagde vi. Men han sagde bare: 'Vi ses, jeg elsker jer'. Det var komisk. Det var jo ikke sådan, at han havde håndjern på og flygtede - han blev glemt. Han luntede bare væk. Og han føler sig virkelig, virkelig uretfærdig behandlet og varetægtsfængslet på et meget spinkelt grundlag.

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Nægter rockerrelationer
Politiet ønsker ikke at kommentere fangeflugten. Lederen af Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet Jakob Rahbek bekræfter, at fem mænd mellem 19 og 29 år blev varetægtsfængslet i tre uger, og at man mangler en af dem.

Efter Ekstra Bladets oplysninger sættes alle fem i forbindelse med Satudarah.

- Det ved jeg godt, politiet bliver ved med at mene, men det er mine drenge ikke, siger moderen, der dog ikke forsøger at benægte, at hendes voksne børn har været involveret i adskillige kriminelle forhold.

De har også siddet i fængsel for forbrydelserne, der omfatter vold, trusler og færdselsforseelser.

- Men de har lovet mig at stoppe. Jeg har bedt dem om at finde på nogle andre aktiviteter. Jeg håber og tror på deres ord, lyder det.

Denne gang vedrører sigtelserne grov vold, vidnetrusler og brugstyveri i Frederikssund. Ikke alle fem er sigtet for alle forhold, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger fandt dommeren fredag kun begrundet mistanke for at fængsle mændene for simpel vold.

De skal nok finde ham
- Hvis din søn læser Ekstra Bladet, er der så noget her, du gerne vil sige til ham?

- Jeg håber, han har det godt. Jeg får ham nok at se på et tidspunkt, siger kvinden, der ikke vil gå så langt som til at sige, at sønnen skal melde sig selv.

- Men måske er det bedre end at trække tiden. De skal nok finde ham på et tidspunkt. Det vil være godt, hvis de får sat sig ned og talt sammen og sat et punktum for det her. Jeg er også i forhold til mine naboer ked af, at der er et rend af en masse mennesker på min bopæl, fortsætter det sigtede brødrepars mor.

Mændenes forsvarsadvokat har ingen kommentarer til sagen eller flugten.

God stemning
Alle fem sigtede er fra Frederikssund-egnen og samtlige beskyttet af et navneforbud. Ud over kvindens voksne børn er tre af den ene søns barndomsvenner sigtet i sagen.

Ifølge moderen blev hendes sønner anholdt torsdag formiddag i hver sin lejlighed. Fra Nordsjællands Station Midt i Hillerød ringede den yngste søn angiveligt til sin mor og bad hende om at kontakte de tre andre mistænkte og bede dem møde op fredag morgen klokken 8.

Det gjorde de ifølge moderen, og dagen i retten forløb efter hendes opfattelse godt.

- Der var god stemning - også mellem drengene og politiet. Vi fik også lov at hente frokost til de sigtede. Måske var det, fordi politiet ikke rigtig fik noget at spise, og de pludselig skiftede hold, at de glemte min søn.

Ekstra Bladet følger sagen.