Fly fyldt med kokain styrtet ned

Et fly fyldt med mere end 500 kilo kokain med kurs mod Australien styrtede 26. juli ned inden det rigtigt kom i luften

Video: Australian Federal Police

Et australsk forbrydersyndikat mistede 26. juli mere end 500 kilo kokain.

Årsagen?

Et mindre Cessna-fly styrtede ned på en afsides landingsbane i Papua Ny Guinea, da det var i færd med at lette med kurs mod Australien, skriver CNN.

Det har resulteret i, at det australske politi har anholdt fem formodede bagmænd i sagen, der angiveligt arbejder sammen med den italienske mafia.

Grådighed i coronatider
Australsk politi hævder i en pressemeddelelse, at 'grådighed har spillet en signifikant rolle i syndikatets kriminalitet', og at en mulig årsag til det nedstyrtede fly var overvægt af kokain på det mindre Cessna-fly.

- Med de nuværende indenrigs rejserestriktioner grundet covid-19, viser forsøget på at smugle ulovlige stoffer ind i Australien, hvor opportunistisk og grådig organiseret kriminalitet kan være, udtaler det australske politi i pressemeddelelsen. 

Piloten på flyet stak umiddelbart efter uheldet af fra gerningsstedet, men han meldte sig selv til politiet to dage senere. Piloten er Australsk statsborger.

Sådan kan mere end 500 kilo kokain pakkes ned. Kokainen stammer fra det nedstyrtede fly. Foto: Australian Federal Police
Sådan kan mere end 500 kilo kokain pakkes ned. Kokainen stammer fra det nedstyrtede fly. Foto: Australian Federal Police
 

Fem mænd står til fængsel på livstid
Samarbejde på tværs af australske politienheder har ført til fire anholdelser, der trækker tråde til det nedstyrtede fly, udover den nu anholdte pilot.

De fire mænd er mellem 31 og 61 år gamle, og står alle sammen over for anklager, der kan give fængsel på livstid.

Sigtelserne tæller blandt andet hvidvask af millioner af kroner, import af narkotika, konspiration til import af narkotika og narkotikahandel.

- Disse anholdelser beviser, at lige meget hvor sofistikeret og og opportunistisk den organiserede kriminalitet forsøger at være, og hvilke metoder de tager i brug, følger håndhævelsen af loven med og medfører maksimal skade på disse kriminelle eventyrer, står der ligeledes i pressemeddelelsen fra australsk politi.

Billeder taget af politiet i forbindelse med efterforskningen af det nedstyrtede fly, der indeholdt mere end 500 kilo kokain. I alt fem personer er anholdt i sagen. De risikerer alle livsvarigt fængsel, hvis de bliver dømt. Foto: Australian Federal Police
Billeder taget af politiet i forbindelse med efterforskningen af det nedstyrtede fly, der indeholdt mere end 500 kilo kokain. I alt fem personer er anholdt i sagen. De risikerer alle livsvarigt fængsel, hvis de bliver dømt. Foto: Australian Federal Police
 

Politiet beslaglagde desuden også værdier fra forbrydersyndikatet til en værdi af mere end 15 millioner danske kroner.

Beslaglæggelsen af de 500 kilo kokain er den største sag i Australien siden 2016, hvor der blev fundet en lignende mængde.

Australsk politi vurderer, at kokainen på gadeplan har en værdi på op til 80 millioner australske dollars.