Fly rammer bil: Tre dræbt

- Ret op, ret op, lød det fra en flyveleder umiddelbart inden ulykke

Redningsfolk på ulykkestedet i Houston, Texas, hvor tre personer mistede livet. (Foto: AP)
Redningsfolk på ulykkestedet i Houston, Texas, hvor tre personer mistede livet. (Foto: AP)

Tre personer om bord på et mindre sportsfly mistede livet, da flyet styrtede ned og ramte en parkeret bil uden for en lufthavn i Houston, USA.

Ulykken fandt sted torsdag nær den lille lufthavn Hobby Airport i den sydøstlige del af storbyen.

Ifølge brandchef Ruy Lozano omkom tre personer i ulykken. Ingen personer befandt sig i den parkerede bil, der blev ramt af flyet.

- Flyet ramte ingen bygninger. Ingen brand, siger brandchefen ifølge Associated Press, der har udsendt flere billeder af ulykken.

Det lille fly styrtede ned og ramte en parkeret bil, der heldigvis var tom. (Foto: AP)
Det lille fly styrtede ned og ramte en parkeret bil, der heldigvis var tom. (Foto: AP)
 

Det lille sportsfly, en Cirrus SR-22, havde forsøgt at lande i Hobby Airport, da det mistede højde.

Ifølge lokale medier havde en flyveleder i lufthavnen umiddelbart inden ulykken fortalt piloten:

- Ret op, ret op!

Ingen af de ombordværende er identificeret. Flyet er ifølge myndighederne registreret i nabostaten Oklahoma.

Lød som en bombe

Ifølge øjenvidner virkede det som, at flyet var faldet direkte ned fra himlen.

- Der lød et ordentligt brag, som en bombe og med en meget skinger lyd. Da jeg kiggede uden for, så jeg flyet på parkeringspladsen, siger Susan Conklin, der arbejder på stedet.

Ifølge hjemmesiden FlightAware var flyet tidligere på dagen lettet fra Norman i Oklahoma. Hjemmesiden viser også, at der var store udsving i flyets højde i minutterne op til ulykken.

Ulykken blev et større tilløbsstykke. (Foto: AP)
Ulykken blev et større tilløbsstykke. (Foto: AP)

(Foto: AP)
(Foto: AP)