Flygtet officer tiltalt som bagmand i svindel til over 16 mio. kr.

Foruden fængsel kræves syreren, der er på tålt ophold, idømt 20 millioner kr. i tillægsbøder i 'Hvepsebo-sagen'

Her slår politiet til i 'Operation Hvepsebo', hvor der nu kører retssager mod bagmændene i tre 'celler'.

En syrisk officer og hans nevø, der begge er flygtet til Danmark og hvor officeren nu er på tålt ophold, er sammen med tre rumænere tiltalt som bagmænd til organiseret menneskehandel med 20 fattige rumænere.

De blev rekrutteret og udnyttet til million-svindel mod danske firmaer og statskassen, lyder anklageskriftet.

Staten mistede godt 16 millioner kr. i skat, moms og AM-bidrag, mens en række firmaer, blandt andet tele-selskaber, banker og benzin-selskaber blev snydt for små fire millioner kr.

Torsdag starter retsopgøret mod de fem formodede bagmænd, der udgør 'celle 2' i den omfattende sag 'Operation Hvepsebo', der er delt op i tre 'celler' med 23 bagmænd, de fleste rumænere.

Der kører i forvejen retssager mod 'celle 1' og 'celle 3', og retssagen mod 'celle 2', der begynder ved retten i Glostrup, kommer til at vare cirka 45 retsdage.

I hele 'Hvepsebo-sagen' er flere end 150 rumænere blevet brugt som stråmænd til økonomisk kriminalitet, og en del dem er blevet udnyttet så groft, at anklagemyndigheden har rejst tiltale for menneskehandel.

Her slår politiet døren ind på en af de mange adresser, hvor rumænerne boede. Krimi Tiltale i 'Hvepsebo-sag': Rumænske svindlere snød SKAT for millioner

I 'celle 2' har 20 rumænere, ifølge tiltalen, været ofre for menneskehandel, hvor bagmændene har hentet dem til Danmark fra Rumænien ved at love dem arbejde og betale for deres rejse.

De blev indkvarteret i huse og lejligheder i blandt andet Stege, Sakskøbing og Slagelse. Bagmændene fulgte rumænerne til myndighederne og sørgede for, at de fik danske cpr-numre, bankkonti og folkeregisteradresser. Så blev de udstyret med falske ansættelseskontrakter og lønsedler, som blev brugt til svindlen.

Bagmændene inddrog også deres pas, identitetspapirer, sygesikringskort og NemID.

Udnyttet til svindel
De fem tiltalte er to rumænske mænd på 27 og 28, en rumænsk kvinde på 43 og de to syrere, en 47-årig og hans 27-årige nevø.

Alle fem nægter sig skyldige.

Rumænerne fik aldrig det lovede arbejde, men skaffede ifølge tiltalen penge til bagmændene ved at oprette telefonabonnementer, kontokort med kredit, lån og leasinger og købe varer - uden at de havde evne eller vilje til at betale.

Millionsvindlen gik ud over selskaber som Telia, Dansk Shell, Ekspres Bank, Ikano Bank, TDC Mobil, Statoil og mange andre.

Her slår politiet døren ind på en af de mange adresser, hvor rumænerne boede. Krimi Tiltalt for menneskehandel sendte formue hjem til Rumænien

Den mest lukrative svindel gik dog ud over de danske skatteborgere, da statskassen mistede over 16 millioner kr. i skat, moms og AM-bidrag. Hovedmanden i den svindel var, ifølge tiltalen, en 47-årig syrer, tidligere officer, der drev fire selskaber, blandt andet med rengøring.

Kræver bøder på små 20 millioner kr.
Skatte- og momssvindlen var sat i system, lyder tiltalen, og foruden en alvorlig fængselsstraf kræver anklagemyndigheden den 47-årige syrer idømt tillægsbøder på19,7 millioner kr. og dømt til at betale en samlet erstatning på 16,4 millioner kr.

Svindlen skete blandt andet ved, at den 47-årige undlod at indbetale A-skat, udstedte urigtige fakturaer og fiflede med momsen.

Alle fem tiltalte var også involveret i en skattefidus, hvor de indberettede til SKAT, at der var udbetalt løn til en række rumænere og indeholdt for højt fastsat A-skat og AM-bidrag. Lønningerne var fiktive, og derfor udbetalte SKAT den 'for meget' indbetalte A-skat.

Den økonomiske kriminalitet i alle tre celler i Hvepsebosagen er kørt efter nogenlunde samme opskrift. Lån og kontokort med kredit er oprettet og tømt for penge, der er oprettet mobil-abonnementer typisk med spritnye iPhones, der er solgt videre. Og der er via nettet indberettet fiktive lønninger til SKAT for falske medarbejdere, som så har fået refunderet skatten.