Svensk politi har fundet et nyt uhyggeligt spor i sagen om den svenske familie, der blev fundet dræbt i deres villa i Bjärred i Skåne 9. januar.
Ifølge politiet skrev forældrene et afskedsbrev sammen, som afslører, hvordan de havde planlagt at tage livet af deres to piger på 11 og 14 år, for derefter at tage livet af sig selv.
Det skriver Aftonbladet.
Ifølge afskedsbrevet skyldtes forældrenes forfærdelige mordpagt, at børnene var dødeligt syge.
- Årsagen til drabene er beskrevet i et brev, hvor der står, at børnene ingen livskvalitet havde eller nogen fremtid på grund af deres sygdomssituation. Brevet er blevet underskrevet af begge forældre, skriver politiet på deres hjemmeside.
Ifølge Lina Isakson, betjent fra det lokale politi, skulle der stadig være undersøgelser i gang i forbindelse med mordet.
- Det nyeste i sagen er, at forældrene er blevet enige om at tage livet af deres børn, siger hun til Aftonbladet.
- Det er ikke nye informationer for os, men det støtter os i vores konklusion i den endelige udredning. Det er vigtigt, vi ikke går ud med nogen spekulationer her, siger Lina Isakson.
Dyb krise i familien
Hvad pigerne fejler, har politiet endnu ikke meldt ud.
Men det har længe været kendt, at pigerne i flere år fik hjemmeundervisning af medicinske årsager.
- Det var en familie i en dyb krise, som var plaget pigernes omstændigheder, fortæller Margareta Strand Karlsson, som er rektor på den ene piges skole.
Mangler stadig svar
Efter drabet på familien, har politiet afhørt mindst 50 personer fra familien og fra familiens omgangskreds, og så er der foretaget omfattende tekniske undersøgelser af villaen.
Det er endnu ikke klart, hvordan familien døde - det undersøger politiet stadig.
De afventer stadig svar fra obduktionen og de tekniske undersøgelser, som kan vise, hvad der er sket.
Kom ikke på arbejde
Politiet blev opmærksom på ulykken, da en en kollega til faren i familien meldte ham savnet, da han ikke var mødt ind på arbejdet.
Og klokken 22 tirsdag aften - den 9. januar - blev det klart, at familien var død på tragisk vis.