Forlænger opholdsforbud på Christiania

Københavns Politi har forlænget det midlertidige opholdsforbud på Pusher Street og Green Light District på Christiania

Det midlertidige opholdsforbud på Pusher Street og Green Light District på Christiania forlænges.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Opholdsforbuddet vil gælde frem til 27. januar i tidsrummet 10.00 til 24.00 samtlige dage. Det er dog tilladt at færdes i områderne på gå- eller løbeture.

Politiet oplyser desuden, at det midlertidige opholdsforbud kan forlænges igen, hvis politiet finder det nødvendigt.

'Københavns Politi har vurderet, at et midlertidigt opholdsforbud fortsat er nødvendigt for at forhindre smittespredning med Covid-19 i området.'

'Politiet har kunnet konstatere, at der dagligt er mange mennesker omkring området. Det vurderes, at der er stor risiko for, at mange af dem igen vil forsamles i Pusher Street og Green Light District på en måde og i et sådant antal, at det er i strid med de gældende restriktioner samt sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger, hvis opholdsforbuddet ophæves. På den baggrund har Københavns Politi vurderet, at mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige i den nuværende situation,' skriver politiet i pressemeddelelsen.