Formand mistænkt for millionsvindel: - Sagen er ualmindelig grov

Formanden i endnu en andelsforening i København er mistænkt for svindel med foreningensmidler. Ifølge anklagerne har han hævet 1,2 millioner kroner til eget forbrug

Beboerne Søren og Pia har snart ventet to år på politiets hjælp - en tidligere formand har angiveligt svindlet deres andelsboligforening for mere end en million kroner. Optagelser: Tariq Mikkel Khan. Redigering: Mikkel Cramon

Ved du noget? Send mig dit tip på skov@eb.dk

Endnu en andelsforening i Storkøbenhavn er under mistanke for at være centrum for en massiv svindelsag. Det kan Ekstra Bladet nu afsløre efter at have fået indsigt i dokumenter vedrørende sagen.

I den nye sag mistænkes foreningens tidligere formand at have tilranet sig foreningens fællesmidler.

Ifølge dokumenter Ekstra Bladet er i besiddelse af, har den nu tidligere formand for andelsforeningen igennem en periode fra 2015 til sommeren 2018 via et Mastercard tilknyttet en konto i foreningen hævet 1.276.700 kroner i kontanter.

Samtidig har formanden efter alt at dømme foretaget private indkøb på kortet for flere hundredtusindekroner.

Af de kontoudtogene Ekstra Bladet er i besiddelse af ser det ud til, at den tidligere formand har begået underslæb for ca 1,5 millioner kroner.

Formandens mistænkelige millionforbrug

Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af en skrivelse fra kurator udsendt til andelsforeningens daværende bestyrelse der viser, hvordan den tidligere formand har benyttet foreningens kreditkort til de mange private indkøb.

På kontoudtogene findes der blandt andet posteringer fra indkøb på det lokale apotek, El-Giganten, Just Eat, Tim Vladimirs Køkken, Apple Online Store, den lokale vinhandel og MyDroneAcademy, der blandt andet sælger drone beviser.

Dertil kommer indkøb af et utal af softwarelicenser for tusindvis af kroner samt kontanthævninger af omkring 1,2 millioner kroner.

Ekstra Bladet har forevist dokumenterne for tidligere medlemmer af bestyrelsen, der alle er overraskede over transaktionerne på hævekortet.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er dokumentationen også overleveret til Københavns Politi.

Flere sager mod formand
Da svindlen blev opdaget i 2018 valgte andelsforeningen - der i forvejen havde store økonomiske vanskeligheder -  at erklære sig konkurs. Dermed overgik styringen med økonomien til kurator Henrik B. Sanders fra advokatfirmaet Mazanti-Andersen Korsø Jensen.

En cirkulærskrivelse fra konkursboet viser, at sagen blev politianmeldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet 11. december 2018.

Kunne have reddet beboere fra regning på 8,8 millioner kroner

Sagen blev herefter sendt til Københavns Politi, hvor sagen i dag fortsat ligger og samler støv.

Senere har konkursboet rejst et erstatningskrav mod den tidligere bestyrelsesformand på 1,5 millioner kroner, ligesom der er blevet rejst en sag med krav om konkurskarantæne mod bestyrelsesformanden, som kurator mener har ført 'groft uforsvarlig forretningsførelse'.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Søren og Pia er målløse over, hvordan svindel formentlig er foregået lige under deres næser. Foto: Mikkel Tariq Khan
Søren og Pia er målløse over, hvordan svindel formentlig er foregået lige under deres næser. Foto: Mikkel Tariq Khan

Begge sager venter på at blive afgjort i det civilretslige system.

- Sagen er ualmindelig grov, siger Henrik B. Sanders, der ikke ønsker at uddybe yderligere.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger frygter man, at den samlede svindel kan løbe op i knap 5 millioner kroner.

Tidligere formand: Følg mig i retten

Ekstra Bladet har været i kontakt med den tidligere formand for andelsforeningen. Formanden påpeger, at kurator har rejst to civilretslige sager mod ham, og opfordrer Ekstra Bladet til at følge disse.

- Du vil ikke fortælle, hvorfor du har hævet 1,2 millioner kroner i kontanter fra andelsforeningens hævekort?

- Jeg tror ikke, du har set de bilag, der er i den forbindelse. Det er ikke noget, vi skal diskutere her. Det må køre i retten. Mere har jeg ikke at sige til det.

- Hvordan har du det med, at være blevet beskyldt for det her så længe uden politiet har taget sagen op?

- Det ved jeg ikke, hvad jeg skal tænke over.

- Kunne det ikke være rart at få en afslunting på det?

- Det kommer helt af sig selv, når retssagerne (civilretslige sager rejst af kurator, red.) er afgjort.

- Det virker mistænkeligt, at du har hævet 1,2 millioner kroner på et kort, der skulle bruges som frimærkekasse i andelsforeningen. Det peger kurator samt beboere og tidligere bestyrrelsesmedlemmer også på. Hvad er forklaringen på det?

- Du har tilsyneladende ikke set alle bilagene, der ligger på det. Derfor synes jeg, du skal følge sagen i retten, siger formanden, der samtidig nægter sig skyldig i det civilretslige søgsmål om underslæb, som kurator i konkursboet har rejst mod ham.

Optagelser: Tariq Mikkel Khan. Redigering: Mikkel Cramon

Nabo til ofrene
Den tidligere bestyrelsesformand bor fortsat side om side med de naboer, han formodes at have svindlet.

- Han nægter, at han har gjort noget forkert. Det er meget frustrerende for de mennesker, der bor her. Det er meget hårdt for miljøet. Blandt andet bor den tidligere kasserer i samme opgang som formanden, der anklages for svindel, siger Søren, der også bor i beboelsesejendommen.

- I første omgang blev kassereren mistænkt for underslæbet, fordi hun også havde et kreditkort, men det viste sig, at det var formanden. Hun tør næsten ikke forlade sin lejlighed af frygt for at møde ham i opgangen.

Ingen er endnu dømt i sagen. Derfor har Ekstra Bladet af hensyn til de involverede parter valgt at undlade Sørens efternavn i denne artikel, ligesom andelsforeningens navn er udeladt.

Ved du noget? Send mig dit tip på skov@eb.dk

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Så hvad laver vi i Guinea?