Snorre Kehler er advokat for Johan, som sad uretmæssigt varetægtsfængslet i otte måneder og tre dage i en hash-sag, før han blev pure frikendt.

Han har indtrykket af, at domstolene nogle gange varetægtsfængsler for en sikkerheds skyld.

– Varetægtsfængslingssystemet kan fremstå som fartblind – forstået på den måde, at domstolene ikke altid opdager, at der faktisk ikke i den konkrete sag er grundlag for at varetægtsfængsle, siger han og tilføjer, at det kan hænge sammen med, at i mange sager er der en begrundet mistanke om, at der er begået noget strafbart. Der er dog også en række øvrige betingelser, der skal være til stede før der kan ske varetægtsfængsling – eksempelvis skal der være en risiko for, at den sigtede kan påvirke efterforskningen. Heller ikke denne betingelse efter Snorre Kehlers opfattelse altid opfyldt.

– Når det forholder sig sådan, så kan man godt få den tanke, at dommerne derfor ikke opdager, at der en gang i mellem er en sag, hvor betingelserne rent faktisk ikke er opfyldt.

Han medgiver, at varetægtsfængsling kan være eén af grundene til, at vi har så trygt et samfund, som vi har. Men Johans eksempel viser, at systemet ikke er ufejlbarligt.

– Men kunne man undervejs udelukke, at der var en påvirkningsrisiko?

– Det vil der altid potentielt være, men jeg synes, at dommerne en gang i mellem kunne være mere kritiske i forhold til, om der rent faktisk er et mistankegrundlage eller eksempelvis en påvirkningsrisiko af betydning for sagen.

Johan peger selv på, at anklagemyndigheden kunne have sikret centrale vidners forklaringer i et indenretligt forhør foran en dommer, så det har højere bevismæssig værdi, hvis de mente, at han kunne påvirke vidner.

Det giver hans forsvarer ham ret i, men oplyser, at det er en fremgangsmåde, som desværre ikke bruges ret ofte.

– Er det ikke fair nok at han skal sidde varetægtsfængslet, når hashen er fundet i hans lejlighed?

– Det synes jeg faktisk ikke. Muligvis i den helt indledende fase indtil politiet havde skabt sig et overblik over sagen. Som efterforskningen skred frem, var der intet, der indikerede, at Johan skulle have været involveret i svogerens hash-handel – faktisk var der bevismangel. Det eneste indicier var ejerskabet til lejligheden og Jonathans sporadiske besøg i lejligheden, der var under renovering.

– I de fleste tilfælde var han der sammen med sin lille datter, kæreste og bror, og så mødte han svogeren tilfældigt et par gange. Da politiet havde konstateret, at der ikke var Johans dna eller fingeraftryk på hashen, og at hans mobiltelefon ikke indeholdt oplysninger der understøttede, at han var involveret, var mistankegrundlaget efter min opfattelse så afsvækket, at han burde have været løsladt.

Anklagemyndighedens øverste instans, Rigsadvokaten, svarer i en skriftlig kommentar til Johans oplevelse af, at varetægtsfængslingen skete på automatpilot, at ’anklagemyndigheden foretager altid en konkret vurdering af en sag, inden en sigtet begæres varetægtsfængslet’. Blandt andet ud fra en afvejning af den sigtedes forhold og den forventede straf, ligesom de vurderer løbende, om betingelserne for varetægtsfængsling fortsat er opfyldt.

’Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at der også er løbende domstolskontrol med, om betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt – herunder at varetægtsfængslingen ikke står i misforhold til den forventede straf’, lyder det.