Forsvarsadvokat: Sexfilm kan fælde Peter Madsen

Peter Madsens elskerinde afviser, at Peter Madsen er en pervers sadist. Det er irrelevant i retten, mener forsvarsadvokat Henrik Stagetorn

Peter Madsens elskerinde Deidre King fortæller om ham og hans forhold til kvinder

Peter Madsens elskerinde Deidre King stod i går frem og afviste over for Ekstra Bladet, at den drabssigtede ubådsbygger skulle være en pervers sadist.

- Han er på ingen måde sadistisk. Det har han aldrig nogen sinde været. Han er enormt 'mindful' omkring mennesker og bliver meget ked af det, hvis nogen kommer til skade. Han bliver ked af det, hvis det mindste lille dyr lider. Manden fjernede musefælderne i værkstedet, fordi vi ikke måtte dræbe musene, sagde Deidre King blandt andet.

Kvindens udtalelser kom på baggrund af, at senioranklager Jakob Buch-Jepsen ved fristforlængelsen i Københavns Byret for nylig stillede en række spørgsmål til Peter Madsens seksuelle tilbøjeligheder - blandt andet om kvælningssex og S/M-miljøet. Men ifølge den 38-årige Deidre Kings opfattelse er Peter Madsen ikke seksuelt afvigende.

Jagter motiv
Ifølge forsvarsadvokat Henrik Stagetorn er anklagerens spørgsmål om Peter Madsens seksuelle tilbøjeligheder en jagt på at finde et motiv til drabet på den 30-årige svenske journalist Kim Wall.

Deidre Kings oplevelser vurderer han ikke, man kan bruge til noget, såfremt hun bliver indkaldt som vidne i retten.

- Det giver ingen mening, at få en person ind i retten og sige 'det kunne han aldrig finde på', og det er der heller ikke tradition for, siger Henrik Stagetorn med henvisning til, at man herhjemme ikke benytter karaktervidner.

Forsvarsadvokaten vurderer, at det kan have en betydning, hvis vidnet kan fortælle noget om ubådens indretning og andre faktuelle forhold, men ellers ikke:

- Dommeren vil stille et spørgsmål som: 'kan du fortælle noget om den dag, Kim Wall var med på ubåden?' Og det kan hun ikke, siger han.

Vil ransage computer
Ved fristforlængelsen fik senioranklager Jakob Buch-Jepsen medhold i, at politiet må ransage Peter Madsens computer. Noget Peter Madsen ellers tidligere har modsat sig. Et af stridspunkterne i retten var blandt andet, om hvorvidt Peter Madsen havde set pornofilm med bizart indhold.

Hvis der i forbindelse med ransagningen af computeren skulle dukke den slags materiale op, vurderer Henrik Stagetorn, at anklageren får lov til at fremlægge det i retten.

- Hvis der i de film ligger et motiv, er jeg ret sikker på, at anklageren får lov til at dokumentere, at manden har de lyster, siger Henrik Stagetorn.

Ekstra Bladet erfarer, at man hos Københavns Politi er bekendt med Deidre Kings udtalelser.

Jacob Buch-Jepsen har ikke ønsket at kommentere elskerindens påstande.

Hør her, hvad elskerinden mener, der foregik i ubåden. (Foto/redigering: Kenneth Meyer/Mikkel Cramon)