Opdatering: Københavns Politi oplyser til Ekstra Bladet søndag morgen klokken 7:30, at der stadig ikke er noget spor efter Jørgen Kihle Christensen. Eftersøgningen er stadig i gang, siger vagtchefen.
-------
Sidste gang Jørgen Kihle Christensen fra Amager blev set var natten til lørdag mellem klokken et og to. Nu sidder en bekymret familie tilbage, som ikke kan forstå, hvor han er blevet af, efter han tog hjem fra en firmafest i indre København.
- Han er typen, der elsker at dyrke motion, så han har sikkert valgt at gå turen hjem. Hvad der er sket derfra er uvidst, siger Alexandra Pedersen, der er steddatter til den forsvundne Jørgen Kihle Christensen.
Nogle ambulancefolk havde kontakt med Jørgen, som ifølge politiet er 61 år gammel. De ser, at han har noget blod i ansigtet, men vurderer, at han er i fin nok tilstand til selv at finde hjem.
- Nu leder vi efter ham med hunde, og brandvæsnet er ude i vandet for at søge efter ham. Vi har en mistanke, at han måske er i området syd for Ørestaden op mod Amager Fælles, siger Carsten Reenberg, der er vagtchef ved Københavns Politi.
Meget bekymrende
Familien har i løbet af lørdagen selv efterlyst Jørgen Kihle Christensen via de sociale medier.
- Det er så bekymrende, at han ikke er kommet hjem, eller at vi ikke kan få fat i ham, siger steddatteren Alexandra Pedersen til Ekstra Bladet.
Politiet opfordrer til, at man kontakter dem på 114, hvis man mener, at man har set Jørgen.
- Han havde en mørk frakke på. Han er en rolig og meget rationel familiemand, siger steddatteren.
Politiet fortsætter eftersøgningen så længe forholdene er til det.