I sidste uge bekendtgjorde Københavns Politi, at banden Loyal To Familia nu er forbudt i hele landet. Det skete på et pressemøde foran Københavns Politigård, og det midlertidige forbud gælder, indtil opløsningssagen er behandlet ved domstolene.
Tre dage senere, i fredags, sad tre medlemmer af den notorisk berygtede bande på anklagebænken i Københavns Byret. Trioen er tiltalt for at afstraffe et tidligere højtstående medlem af bandens Aarhus-afdeling, der, ifølge politiet, ønskede at forlade banden.
Da de tiltalte blev ført ind i retslokalet, udvekslede de store kram og skulderklap, og ingen af dem virkede synderligt påvirket af det få dage gamle forbud.
Alligevel kom forbuddet til at påvirke retssagens første dag.
- Min klient bestrider ikke, at han er medlem - eller var medlem på det tidspunkt, rettede forsvarsadvokat Gitte Juul Jensen sig selv i sagens indledende fase.
Dermed tog hun hul på et centralt spørgsmål i sagen; kan man redegøre for sit forhold til en forbudt bande uden at inkriminere sig selv?
De tiltaltes bandetilknytning er ofte et vægtigt bevis i sager, der udspiller sig i rocker- og bandemiljøet. Sagens anklager, Halit Sert, spurgte da også gentagne gange ind til de tiltaltes medlemskab i LTF.
Unfair spørgsmål
Selv kerede de tiltalte sig ikke så meget om risikoen at inkriminere sig selv. Her var det bandemiljøets uskrevne regler, der var årsagen til tavshed.
- Jeg vil ikke udtale mig om ting, der handler om LTF, sagde en af de tiltalte fra vidneskranken.
Han havde netop bekræftet, at han havde været medlem siden 2013, men ønskede ikke at svare på anklagerens uddybende spørgsmål til medlemsskabet.
Da den tredje tiltalte satte sig i vidneskranken, afbrød retsformanden anklagerens spørgsmål om tilhørsforholdet til den forbudte bande.
- Det, synes jeg ikke, er et fair spørgsmål, så jeg vil råde dig til ikke at svare på spørgsmålet, sagde han henvendt til bandemedlemmet.
Ifølge Jørn Vestergaard, der er professor i strafferet ved Københavns Universitet, giver det god mening, at retsformanden skred ind over for anklagerens spørgsmål.
- Hvis der er spurgt, om man er medlem, så er det klart, at der kan lure en sigtelse efter den nye bestemmelse, siger han til Ekstra Bladet.
Han har dog svært ved at forestille sig, at man vil rejse en selvstændig sag på den baggrund.
- Når straffeloven siger 'deltager i videreførelse af en forening', så vil jeg nok mene, at der skal lidt mere til, end at man opfatter sig som et loyalt LTF-medlem. Det må kræve, at man for eksempel samles med de andre og bevæger sig rundt på Blågårds Plads med en LTF-kasket.
- Man holder jo ikke op med at identificere sig med banden efter et bestemt klokkeslag, siger han.