Fotograf død efter voldsomt angreb

Ved overfaldet fik Lashkarava smadret flere knogler i hovedet. Han blev overfaldet, da han dækkede en demonstration mod LGBTQ-rettigheder

Fotograf død efter voldsomt angreb

Den georgiske fotograf Alexander Lashkarava er død, efter han sidste mandag blev udsat for et voldsomt overfald. Han blev 37 år.

Det skriver The Guardian.

Alexander Lashkarava blev overfaldet til en demonstration mod LGBTQ-rettigheder, mens han arbejdede for den uafhængige tv-station TV Pirveli.

Han blev fundet død i sin seng søndag. Ved overfaldet fik Lashkarava smadret flere knogler i hovedet.

Til demonstrationen blev flere end 50 journalister angrebet af de voldsomme demonstranter, der protesterede mod en planlagt Pride-march i landets hovedstad, Tbilisi. En march, der siden hen er blevet aflyst af frygt for sikkerheden.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Flere journalister mindes Lashkarava. Foto: Ritzau Scanpix/IRAKLI GEDENIDZE
Flere journalister mindes Lashkarava. Foto: Ritzau Scanpix/IRAKLI GEDENIDZE
 

Regeringskritik
Fra Georgiens indenrigsminister lyder det, at man vil have iværksat en efterforskning i forbindelse med Lashkarava død.

Men flere kritikere mener, at den georgiske regering har bidraget til volden mod journalister.

- Regeringen har ikke bare opildnet til volden mod journalister, de er en del af det, lyder det for nyhedsredaktør på TV Pirveli, Nodar Meladze.

Samtidig lyder det fra Reporters Without Borders (Journalister uden grænser, red.), at journalister til demonstrationen fik flere alvorlige skader såsom hjernerystelser, brandmærker og brækkede lemmer.

De anklager ligeledes myndighederne for 'skyldig passivitet'.