Fransk betjent skuddræbt under narkorazzia i Avignon

En kilde i fransk politiforbund siger, at mand bag skud mod politi er på flugt. En betjent er dræbt

En fransk politibetjent er blevet dræbt under en skudepisode i byen Avignon.

Det oplyser Frankrigs premierminister, Jean Castex, på Twitter.

Ifølge landets indenrigsminister, Gérald Darmanin, blev der skudt mod flere betjente under en narkorazzia i Avignon, hvor af en betjent er omkommet.

'Den alvorligt sårede politibetjent er død. Vores tanker går til hans familie og kollegaer under dette forfærdelige drama. Hele indenrigsministeriet er i sorg', skriver Darmanin på Twitter. Han skriver desuden, at han vil tage til Avignon onsdag aften.

En unavngiven kilde i politiforbundet siger, at manden bag skuddene mod politiet er på flugt i den sydfranske by. Gerningsmanden flygtede angiveligt fra stedet på et løbehjul.

Vincent Dath, som arbejder ved politiforbundet, siger til Reuters, at betjenten blev skudt ved et sted, som er kendt for handel med stoffer.

- Det ser ud til, at det er en narkotikasag - ikke et terrorangreb, fortæller Dath til Reuters.