Johan var tæt på at være færdig som jurist efter fem års hårdt slid og var flyttet ind hos sin kæreste på Østerbro nogle måneder forinden.

Han havde lige hentet sin datter i børnehaven, og da det ringede på døren, troede han, at det var pakkeposten.

I stedet stod der to politifolk med en besked, der ændrede hans liv.

De havde fundet 54 kilo hash i hans lejlighed på Amager, som han var fraflyttet og i gang med at renovere for at sælge. Og nu var han anholdt.

Det blev starten på otte måneder og tre dage bag tremmer, 23 timer alene i cellen med en times gårdtur.

Hans svoger indrømmede fra starten, at det var ham, der havde misbrugt den nøgle, som Johan havde lagt som reserve hos sin søster og ham, og havde brugt lejligheden som skjulested for store mængder hash. Svogeren havde også forklaret til politiet, at Johan ikke vidste noget om det. Det fremgår af dommen.

Men Johans varetægtsfængsling blev bare forlænget gang på gang.

Johan er ikke hans rigtige navn. Selv om han blev pure frifundet i slutningen af september sidste år og først der kom på fri fod igen, er han bange for, at sagen kaster en ubehagelig skygge over hans fremtidige karriere.

Han gav fra starten politiet lov til ransagning, gav dem koden til sin telefon, svarede på deres spørgsmål. Lige bortset fra på hvem der havde adgang til lejligheden på Amager.´

Ren autopilot
– Det var jo min familie, der havde adgang, og jeg havde ikke lyst til at pege fingre, når jeg ikke vidste noget om, hvad der var sket, siger han.

Allerede før grundlovsforhøret bekræftede han dog, at svogeren kom i lejligheden, da han fik forevist et af politiets observationsbilleder.

Artikel fortsætter herunder...

Han kan måske godt forstå, at han blev fængslet i grundlovsforhøret, fordi det trods alt var hans lejlighed, deres forklaringer skulle efterprøves, og vidner skulle afhøres.

Men herefter føler han, at han blev forlænget på automatpilot.

– Det var min fornemmelse, at det ikke tog ret hårdt på dem, at jeg sad der. Det virkede meget fabriksagtigt, siger han.

– Hver gang havde de en ny grund til hvorfor. Så var de ikke færdig med at udlæse min telefon - selv om de havde de koder, de skulle bruge. Så ville de tjekke for dna. Så var det fingeraftryk.

– Gjorde det noget ved dig, at den ene måned tog den næste?

– Jeg tror, jeg blev bitter. Og jeg kunne ikke se, hvor det kød, politiet manglede, skulle komme fra. De havde tjekket alting på det tidspunkt.

– Jeg synes jo, at sagen er ganske alvorlig med et ret omfattende kvantum af hash, men den rolle, som de tiltalte mig for at have haft, sammenholdt med de beviser - eller manglende beviser - de havde, var det vanvittigt uproportionalt.

Imens måtte Johan skrive sit jura-speciale i hånden bag tremmer.

– Sidder du tilbage med følelsen af, at systemet ikke forstår alvoren af at sidde fængslet?

– Helt klart. Jeg vil anbefale dem at prøve det. Jeg mødte et par stykker, som blev frifundet, som knækkede ret meget. Man kunne høre, at de græd på cellen.

– Jeg havde heldigvis et projekt, jeg kunne kaste mig over. Men dem, som bare sad med deres tanker og fjernsyn med 19 kanaler, de havde det hårdt.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Til eksamen med civile betjente

Ikke alene gik Johan glip af sin datters første skoledag, mens han sad bag tremmer.

Han var også tæt på at få spoleret sin jobmæssige fremtid, fordi han skulle aflevere speciale i IT-ret.

– Jeg har kæmpet i fem år med at blive cand. jur., så det var ikke noget, jeg havde tænkt mig at opgive. Men hvis jeg ikke havde haft min kæreste, så var det aldrig blevet til noget, siger han og konstaterer, at det var ret tydeligt, at fængslet ikke var gearet til at håndtere den situation.

Kæresten holdt møder med hans vejleder på hans vegne, fandt artikler og printede 900 sider, som både forsvandt og var længe undervejs, fordi politiet først skulle kigge dem igennem for skjulte beskeder, fordi han havde brev- og besøgskontrol.

Og så skrev han de hundrede sider plus fodnoter i hånden på cellen, som blev sendt ud til kæresten, der skrev dem ind på computer.

Men det var også en kamp at komme ud og forsvare specialet, og han er overbevist om, at det kun var takket være hans kæreste, at det gik igennem.

Han endte med at få lov til at møde op på universitet uden håndjern med to betjente i civil, der dog alligevel stak ud med deres øresnegle.

– Folk måtte tro, at jeg enten var meget farlig eller meget vigtig. Men de holdt sig i skyggen, og jeg tror ikke rigtig, at censor og eksaminator opdagede noget, fortæller han.

Han bestod med et syvtal.

– Jeg tror, at det er det første IT-ret-speciale, der er skrevet uden internet-adgang overhovedet, siger han med galgenhumor.

Men han kalder det også skræmmende.

– At man kan komme ind som fuldstændig uskyldig, og de kan smadre ens liv på så tyndt et grundlag - så kan det jo næsten ske for alle. Og du har ikke nogen mulighed for at gøre noget, når du sidder derinde. Dine regninger og alt muligt andet hober sig bare op. Kreditorerne aner jo ikke, at du bare sidder der og glor.