Frikendt for børneporno: 'Vidste ikke hun var så ung'

To unge mænd har torsdag siddet for retten i en sag, hvor den ene har filmet en 16-årig pige under sex og siden sendt videoen videre til den anden

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): To mænd på henholdsvis 22 og 23 år sad torsdag på anklagebænken i en sag om blandt andet børneporno.

I forening var de to unge mænd tiltalt for at have filmet en 16-årig pige uden samtykke, mens de dyrkede sex med hende, ligesom de også var anklaget for at have distribueret og vist indholdet til andre.

Fordi pigen var under 18 år, da episoden fandt sted, og på grund af de seksuelle omstændigheder, var der i følge anklageren tale om børneporno. Men da det ikke kunne bevises, at de to mænd vidste, at offeret ikke var fyldt 18 år endnu, besluttede de tre dommere at frifinde dem i dette forhold.

Til gengæld blev de begge dømt skyldige i anklagen om i forening og under fælles forståelse uberettiget at have filmet den unge pige på privat grund og dermed krænket hendes blufærdighed.

Skete til en fest
Sagen tog sin start tilbage i april 2016, hvor de to mænd holdt fest. De inviterede en kammerat, som tog en pige med, og pigen tog sine veninder med. Hen på aftenen tyndede det ud i den festende skare, og til sidst var kun de to tiltalte og ofret tilbage.

Ofret og den ene tiltalte, den 23-årige, havde efter fælles forståelse samleje, hvortil den anden tiltalte på et tidspunkt tilsluttede sig. Det var i denne forbindelse, den 22-årige valgte at filme seancen med sin telefon.

Siden sendte den 22-årige videoen til sin kammerat, som viste den til en tredje ven.

Alderen kom aldrig på tale
Ingen af dem havde på noget tidspunkt skænket det en tanke, at der kunne være tale om børneporno, fordi pigens alder aldrig var kommet på tale.

Der havde i følge de tiltalte ikke været nogen grund til at tro, at den forurettede ikke skulle være myndig. Hun var ankommet til festen med nogle veninder, heriblandt med en, der var - troede de - 19 år gammel. Ligeledes havde de to tiltalte også tidligere havde mødt ofret på en beværtning, hvor man skulle være 18 for at komme ind.

Derfor kom det også som noget af et chok for dem begge, da pigen fortalte dem om hendes alder efter at have fået besked om videoen.

Både den 22-årige og den 23-årige sendte den unge pige en undskyldning, men da pigen siden oplevede repressalier på grund af episoden, besluttede hun sig for at anmelde.

Nægtede sig skyldige
Begge nægtede sig fra start skyldige i anklagerne, men det lykkedes altså hverken dem eller deres forsvarere at overbevise rettens tre domsmænd om deres uskyld i forhold til spørgsmålet om uberettiget at have filmet og krænket ofrets blufærdighed.

Derfor blev de hver især idømt 20 dages betinget fængsel med det vilkår, at de udfører 40 timers samfundstjeneste. Ligeledes skal de sammen betale rettens omkostninger og 5000 kroner i erstatning til den 16-årige pige.

Begge de dømte valgte at udbede sig betænkningstid.