Frit lejde: Men sådan skal du IKKE aflevere dit ulovlige våben

Fra i morgen kan du aflevere dine ulovlige våben hos politiet helt anonymt og straffrit. Men vær opmærksom på, at du ikke kommer til at skabe utryghed, mens du transporterer våbnet til politistationen   

Fra en tidligere frit lejde aktion. Arkivfoto: Jan Sommer.
Fra en tidligere frit lejde aktion. Arkivfoto: Jan Sommer.
Følg Krimi

Fra i morgen kan alle, der ligger inde med ulovlige våben, aflevere dem kvit og frit på politistationer rundt omkring i landet.

Rigspolitiet oplyser i en pressemeddelelse, at de giver frit lejde til aflevering af ulovlige skydevåben, knive og eksplosiver i perioden 1. til 30. juni 2017, hvor man kan aflevere anonymt og helt straffrit.

Den landsdækkende aktion sker efter at straffen for ulovlig besiddelse af våben blev fordoblet fra et til to års fængsel i maj, hvor 'Bandepakke Tre' trådte i kraft.

- Der plejer heldigvis at være mange, som afleverer våben, ammunition og eksplosiver – og det er en rigtig god idé. Ethvert våben afleveret til politiet, er et mindre ude i samfundet, fortæller politiinspektør Henrik Sønderby, Rigspolitiet, Nationalt Kriminaltekniske Center i pressemeddelelsen.

Ingen rifler på Hovedbanegården
I København kan man dog ikke bare aflevere sit våben til den nærmeste betjent eller station.

Hvis man vil aflevere et våben i København, skal man ud til stationen på Bellahøj.

- Terrortruslen mod Danmark er fortsat alvorlig og dansk politi er i forhøjet beredskab. Hvis man kommer gående med en riffel på Hovedbanegården, kan det godt skabe utryghed, fortæller vicepolitiinspektør hos Københavns Politi James Keiwe.

Politiets ekspedition på Hovedbanegården kunne ellers være et oplagt sted at søge hen, hvis man gerne vil benytte sig af det frie lejde. Men det skal man altså ikke.

- Det er et trafikknudepunkt. Folk kan blive bange og utrygge og ringe til politiet, fortæller James Keiwe.

Pak dit våben ind
Man skal dog ikke være bange for at kunne blive stoppet af politiet og få en straf for at gå rundt med et ulovligt våben, hvis man er på vej hen for at aflevere det.

- Hvis du bliver stoppet, siger du bare, at man er på vej til frit lejde. Og hvis det er rigtig flinke betjente, kan det være, de giver dig et lift, fortæller vicepolitiinspektøren.

Selvom man ikke skal være bange for at blive straffet, understreger politiet dog, at man ikke går og vifter med sit våben i offentligheden.

- Pak våbene ind, så folk ikke kan se, at det er et våben og bliver bekymrede og bange. Vi ønsker ikke panik, fortæller James Keiwe.

Politiet vil gerne hjælpe
Vicepolitiinspektøren, der er ansvarlig for Københavns 'Frit Lejde Operation', anbefaler at adskille våbnene, hvis man kan, og pakke det ned i en taske, hvor det ikke er synligt for andre.

Hvis man har farlige sprængstoffer som eksempelvis håndgranater, vil politiet gerne komme og hjælpe med håndteringen og fragten.

- Man kan altid ringe til politiet, så kommer vi og kigger på det, fortæller vicepolitiinspektøren.

Over 8.000 skydevåben indleveret i 2013
Andre steder i landet, skal du blot gå til din nærmeste politistation.

Eksempelvis i Midt- og Vestjylland kan man aflevere våben på politiets stationer i Holstebro, Thisted, Skive, Viborg, Herning, Silkeborg og Ringkøbing.

Hvis du er i tvivl om, hvor du må aflevere, opfordrer politiet til, at du ringer på 114.

Det er tre år siden, der sidst var frit lejde. I 2013 afleverede danskerne over 8.637 forskellige skydevåben, hvor 1.322 af dem blev afleveret i København.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

14,8 millioner kroner blev samlet ind på en time