Lige nu leder Nordjyllands Politi efter en 16-årig dreng, som man frygter er faldet i vandet på Nørresundby-siden af Limfjorden. Man leder både efter drengen til lands, til vands og i luften, men den nordjyske dreng er endnu ikke fundet.
Mobil på kajkanten
Kl. 20 fik Nordjyllands Politi en personlig henvendelse fra faren og broren til den forsvundne dreng Nasim Popalzai. De havde sidst hørt fra ham kl. 10.30 i formiddags, men kl. 18 var drengens mobil blevet fundet ved kajkanten til Limfjorden lige ved jernbanebroen.
- To timer efter mobilen er fundet kommer faren og broren kom ind på politigården, hvor de frygter, at han var faldet i vandet, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Både helikoptere, både og patruljebiler er i øjeblikket ved at lede efter drengen. De har søgt i alle de nærtliggende butikker og set på overvågningsbilleder, men intet er endnu dukket op.
Kan måske genoplives
Nordjyllands Politis vagtchef oplyser til Ekstra Bladet, at vandet i Limfjorden lige nu har en temperatur, så der vil være en chance for, at man kan genoplive et menneske op til seks timer efter, at personen er faldet i vandet. Hvis Nasim Popalzai er faldet i vandet omkring kl. 18, hvor mobiltelefonen er fundet, giver det cirka redningsholdet to timer endnu, før det vil være for sent at finde ham i live.
- Det er en udfordring, at vi først får anmeldelsen to timer efter, at mobiltelefonen er blevet fundet, og så er vejret heller ikke med os, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, som desuden oplyser at de fortsætter eftersøgningen mindst et par timer endnu.